KLUMME: Hvordan får Venstre 20 milliarder kroner til at blive 69? Hvordan får Socialdemokratiet 13 milliarder kroner til at blive 53? Det gamle mundheld om at der findes løgn, forbandet løgn og statistik, kan i dag overføres på valgkampens konkrete budgetløfter. Tal er taknemlige, men talgymnastik skader troværdigheden og bidrager til tillidskrise og politikerlede.

Jeg var ved at få morgenkaffen galt i halsen, da CEPOS’ cheføkonom Mads Lundby Hansen forleden udsendte en bandbulle mod Venstre og statsminister Lars Løkke Rasmussens såkaldte ”Velfærdsløfte” til 69 milliarder kroner. 

Ikke fordi jeg forventede applaus fra den borgerlige tænketank til et udspil, der øger offentlige udgifter, men fordi de forskellige tænketanke traditionelt ikke råber alt for højt om nogenlunde ligesindede politikeres fejl og mangler under en valgkamp. 

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Mads Lundby fulgte da også op med en lignende kritik af Socialdemokraternes sundhedsudspil fra 2018 og påpegede, at Mette Frederiksens parti havde gjort sig skyldig i præcis den samme type talmagi. 

Begge partier afviste rutinemæssigt, at der skulle være noget galt med tallene. Og her har vi problemet. 

Den borgerligt, liberale økonom har nemlig indtaget rollen som den lille dreng i Kejserens Nye Klæder. Og CEPOS fortjener stor ros for at kræve almindelig matematisk hæderlighed i fløjenes udbud af valgflæsk.

Vi, der ikke til hverdag beskæftiger os med økonomi og statsbudgetter, risikerer nemlig at blive ”politisk ordblinde”, når vi ikke længere kan sammenligne tallene. 

Det betyder, at vi alle vil stå med en følelse af løftebrud, når vinderen er fundet, og støvet har lagt sig. Uanset om man tilhører den ene eller den anden fløj. Dermed bidrages til den voksende tillidskrise og den udtalte politikerlede.

De aktuelle eksempler på taltrylleri handler i store træk om, at man ”akkumulerer” udgiftsstigninger over en årrække. Det betyder groft sagt, at man i stedet for at sammenligne løbende udgifter i husholdningsbudgettet, lægger tallene sammen.

LÆS OGSÅ: VELFÆRDSKO OG GOKKE-ANNONCE: LIBERAL ALLIANCE SMIDER HUMOR-KORTET - OG RAMMER PLET

Nogenlunde som hvis du ved, at du modtager 12.000 kroner i boligtilskud om året, men nogen lover dig et boligtilskud på yderligere 12.000 kroner ved valget (fx svarende til 250 kroner om måneden hver måned de næste fire år). Troede du, at du ville få 1.000 kroner mere at rutte med per måned? Så tog du fejl.

Hvis løftet om de ekstra 12.000 kroner i boligstøtte pludselig er sammenlagte stigninger i din boligstøtte for de næste fire år, betyder det noget mindre for din privatøkonomi. Tallet fra dette lidt forsimplede eksempel ville, afhængigt af indfasningen, formentlig blot give dig nogle få hundrede kroner mere om måneden. 

En noget flad fornemmelse i forhold til forventningen. Og præcis den flade fornemmelse, som politikerne sætter sig selv op til.

Efter alle almindelige budgetprincipper forstår man løbende udgifter som beløb per tid. F.eks. kroner per år, som det altid er tilfældet, når statens økonomi beregnes.

Problemet er, at tallene sammenlægges over politisk bestemte årrækker eller akkumuleringsperioder. Jo længere akkumuleringsperiode, desto mere oppustede tal. Samtidig bliver det politiske regnestykke endnu mere ugennemskueligt, fordi en udgiftsstigning oftest indfases med uens, politisk besluttede stigninger år for år.

Kommunikationsfolk skal ikke have indflydelse på tallene

Egentlig er der ikke noget i vejen med den strategiske logik, som formentlig ligger bag ved akkumuleringsfinten. 

For kommunikationsfolk handler det om at sælge varen, vinde valget og sikre den politiske indflydelse på lang sigt. Imidlertid er det netop disse kortsigtede image-spurter, der skaber en dyb kløft mellem vælgerne og det politiske Danmark.

LÆS OGSÅ: REKLAMEBUREAUER SPILLER MINDRE ROLLER I VALGKAMPEN

Nøjagtig som det sker, når virksomheder kommer til at love kunderne for meget. Blot med den forskel, at ”ærlighed”, i mangel på bedre betegnelse, kan blive et konkurrenceparameter i kundeforholdet. I hvert fald når produktet er nogenlunde simpelt og gennemskueligt. Vi kan jo altid købe produktet af nogen andre. 

Anderledes er det med politik. Kompleksiteten og den korte opmærksomhed betyder nemlig lynhurtigt, at talfinter bliver normen. For hvem tror helt ærligt på, at vælgerne vil belønne det mindste løfte på plakaterne?

Det er helt fint at fremstille en sag optimalt for målgruppen. Når det kommer til konkrete tal, er det blot helt og aldeles nødvendigt at fastholde sammenlignelige størrelser. Ikke blot fordi det giver bedre mulighed for at træffe sit valg i stemmeboksen, men fordi danskere, som hver eneste dag bombarderes med information, risikerer en politisk ordblindhed. En følelse af afmagt og ligegyldighed, fordi selve meningen med valgkampen forsvinder.

Det er fantastisk, at økonomer anholder disse metoder og klæder dem af, for det de er; kortsigtet taktisk pladderkommunikation. 

Ligesom det er godt, at medier faktatjekker og udstiller manipulation i det offentlige rum. Lundby er ikke alene, og det lader til, at økonomer er begyndt at vægre sig ved at blive spændt for kommunikationstaktikken. Så langt, så godt.

Det er dog af endnu større vigtighed, at kilderne selv griber i egen barm, og sikrer en større lødighed på afsendersiden. Såvel danske politikere som danske erhvervsfolk er generelt hårdtarbejdende mennesker med gode intentioner. 

Det er kommunikationsfolk og spindoktorer i udgangspunktet også (det mener vi i hvert fald selv). Men vi risikerer at blive alt for kortsigtede i vores indsats.

Så kære politikere: Hold kommunikationsfolket væk fra tal og fakta. Eller vær i det mindste kritiske, når vi finder den elastiske regnestok frem.

I risikerer at vinde slaget, men tabe krigen. Eller endnu værre, at vinde valget, men tabe folket.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.