”Det er rent selvmord”. Så kontant lyder udmeldingen fra professor på CBS Thomas Ritter som reaktion på en ny undersøgelse af marketingfunktionen i danske virksomheder.
Ifølge undersøgelsen, der er udarbejdet af konsulenthuset Loyalty Group, ser to tredjedele af i alt 1.083 deltagende marketingansvarlige effektmålinger som den absolut største udfordring for marketingafdelingen, men lige præcis nul procent af dem har som topprioritet at løse det.
- Man erkender problemet, men man gør ikke noget ved det. Det svarer til at være syg og ikke gå til lægen, siger Thomas Ritter.
I stedet bruger de marketingansvarlige kræfter på at ”generere mere omsætning” og ”øge markedsandelen”. Udmærkede mål, men ikke nok:
- Det skal jo sættes i forhold til, hvor meget der er investeret i det, og her melder marketing ofte pas i modsætning til andre afdelinger i en organisation, siger Ritter.