Vi ser mindre og mindre flow-TV og læser færre og færre aviser. Og faktisk falder radiolytningen også, men på ét punkt er der fremgang at spore: Podcasts.

Faktisk bruger hver fjerde dansker i målgruppen 20-39 år podcasts hver uge, og den udvikling hopper Carlsberg nu med på med en nye lytte-serie fra Husbryggeriet Jacobsen.

I serien, som er skabt i samarbejde med madmagasinet Munchies og produceret og distribueret af Vice Nordic, portrætteres en stribe danskere over en stor fadøl.

Og ifølge Frederic Viking, der er Brand Manager hos Husbryggeriet Jacobsen, var Vice’ forslag om at satse på podcast mediet et oplagt valg:

- Nysgerrighed spiller en central rolle i alt, hvad Jacobsen og bryggerne på Husbryggeriet laver, når de brygger øl, men også når vi arbejder med brandet. Derfor synes vi det var både en sjov og anderledes idé, Vice kom med, siger han og tilføjer:

- Vi brænder for det gode øl og vi brygger stadig på Valby bakke – det budskab vil vi gerne ud med.

En snak over en øl

Formatet i de nye podcasts er enkelt: En række kendte danskere bliver inviteret på en fadøl, og så bliver de interviewet i den tid, det tager at drikke ud. Et format, der giver tid til ro og fordybelse.

- Vi lever i en tid, hvor alle vores skærme ændrer den måde, hvorpå vi fordyber os. Derfor er podcast-format fremadstormende, fordi det giver os mulighed for at bruge mediet, mens vi cykler hjem fra arbejde, vasker op eller løber en tur, siger Peter Stampe, CCO hos Vice Nordic, og fortsætter:

- På samme måde har teknologi flyttet nære relationer til digitale platforme. Undtagelsen er dog stadig, når vi samles om et bord. Derfor ville vi kombinere de to og lave et super simpelt format, hvor vi sætter i interessante mennesker i stævne til en autentisk snak over en kold fad.

Værten på programmet er den tidligere DR-profil Emil Nørlund, der i programserien taler med Mattias Kolstrup fra Dúné, Mette Lindberg fra The Asteroids Galaxy Tour, TV og radiovært Signe Vadgaard, digteren Caspar Eric og Go’ Morgen Danmark-værten Mikkel Kryger.

Podcasten kan hentes hos Munchies , iTunes, Spotify og Soundcloud.