Mange marketing-skibe er sat i søen, siden Carlsberg sidste år lancerede ”The Danish Way”-universet, hvor især reklamefilmene med Mads Mikkelsen i hovedrollen som cyklende filosof gav global genlyd.

Nu lancerer bryggeriet endnu et initiativ, drevet af ”The Danish Way” kampagnen: The Carlsberg Cabin Pub - en CO2-neutral hytte, der kan huse op til seks personer og med Carlsbergs fadølssystem DraughtMaster installeret.

Initiativet bygger på Carlsbergs ambitioner om at eliminere CO2 udslip og vandspild på sine bryggerier inden 2030, og hyttens energi kommer således alene fra solenergi og det nærliggende vandfald Tintagel i Cornwall.

Hytten er bygget på en uge af seks briter, der ikke kendte hinanden i forvejen - og den kan bookes via Airbnb.

Dansk livsstil til UK

Det er den prisbelønnede arkitekt Ben Huggins, der har designet og konstrueret den CO2 neutrale hytte, der er bygget af lokalt fremstillede byggematerialer, og han siger om ideen:

- Inspirationen til Carlsberg-hyttens design er en slags ”Danish remake” af de ikoniske Cornish motorhuse, du ser i Poldark. De oprindelige motorhuse blev bygget af sten med vand, der blev pumpet fra tin-minerne, nu har vi oversat det ikoniske design til en letvægtsmodel, men denne gang pumpes der øl.

Den øde placering ved stenbruddet krævede brug af både solceller og hydro-elektricitet til at drive maskineriet, tilføjer han, men så er der også perfekt kølet fadøl til hyttens beboere.

Liam Newton, VP Marketing, Carlsberg, tilføjer om initiativet: 

- Carlsberg hytten er en del af et projekt, Build the Danish Way, hvor vi forsøger at bringe den danske livsstil til Storbritannien. Vi ønsker at give plads til kvalitetstid, mens vi hygger med en kold fadøl med vennerne. Og så er vi er meget stolte af at have bygget verdens første pub drevet af et vandfald.

Cykel-energi køler øl

Det er ikke første gang, Carlsberg sætter bæredygtighed og naturlig energi på dagsordenen.

Sidste år etablerede bryggerikoncernen således en CO2 neutral bar - en vindØLbar - i Valby i anledning at sit 170-års jubilæum.

Baren blev drevet af en integreret vindmølle, ligesom der i ægte dansk stil var tilknyttet en cykel til at generere strøm til at holde fadøllen kold, når vinden ikke blæste. 

Historien om de seks briter, der under tilsyn opførte ​​Carlsberg-hytten i løbet af syv dage, kan ses på tværs af Carlsbergs sociale kanaler i løbet af de næste uger. 

Se en teaser-film herunder - efterfulgt af første film i serien, der fortæller om byggeriet og om de seks personer, der har været med i processen.

Bureauet Fold7 og produktionsselskabet Armoury er partnere på projektet.

Teaser

Episode 1