En ny undersøgelse giver et indblik i, hvordan danskernes forbrugsvaner påvirkes af coronakrisen.

Det oplyser Advice, der sammen med Userneeds står bag undersøgelsen "Crisis Consumer Trends". Og noget tyder på, at danskernes syn på bæredygtighed påvirkes af coronakrisen. 

- Det er tydeligt at se, at vi lige nu ikke prioriterer bæredygtighed i samme grad som før krisen, og det mener jeg er udtryk for, at det nu er de mere nære værdier, der står øverst på indkøbslisten. Derudover er flere forbrugere i dag, grundet krisen, måske bekymrede for deres økonomi og har derfor tendens til at vælge billigere løsninger, hvilket måske ikke altid harmonerer med bæredygtighed, siger partner og CCO hos Advice, Ralf Lodberg, i undersøgelsen.

Her fremgår det, at andelen, der er enige i udsagnet ”det næste år forventer jeg, at mit generelle forbrug vil blive mere bæredygtigt”, er faldet fra 58 procent før krisen indtraf til 43 procent i dag. 

I undersøgelsen konkluderes det, at ”vi er som forbrugere overvejende enige om, at en bæredygtig udvikling af samfundet kræver, at vi ændrer vores forbrugsvaner. Alligevel ser det nu ud til, at vores gode intentioner om at leve mere bæredygtigt kommer til at falde grundet coronakrisen. Dog er vi i krisen blevet mere bevidste om vores individuelle valg.”

Der er således en stigning fra 54 procent til 58 procent i andelen, der erklærer sig enige i, at ens egne handlinger har ”betydning for udviklingen i verden.”

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Selvforkælelse og oplevelser

Undersøgelsen viser også, at danskerne vil bruge flere penge på selvforkælelse og oplevelser, når vi kommer om på den anden side af krisen. 

Hver femte af os vil nemlig gå mere på restaurant, 19 procent vil bruge flere penge på kulturoplevelser, og 11 procent vil bruge flere penge på personlig pleje, mens 27 procent vil bruge flere penge på rejser i Danmark, oplyses det.

- Tallene taler deres tydelige sprog, vi er klar til at komme ud i det danske land igen, når den værste krise er overstået, og derfor vil de brancher, som har oplevet det allerhårdest lige nu formentlig også opleve en ekstra støtte fra forbrugernes side, når først verden ser lidt mere normal ud igen, siger direktør og forbrugerekspert hos Advice, Maria Rasmussen, i pressemeddelelsen.

Samtidig viser undersøgelsen, at selvom mange danskere har haft god tid til at gå derhjemme og kigge sig selv i spejlet en ekstra gang, er det ikke mange, der forventer at bruge flere penge på hverken tøj og sko eller sportsaktiviteter som for eksempel fitness efter krisen. Knap 14 procent forventer at bruge færre penge på tøj end før corona. 

- At kun seks procent forventer at bruge flere penge på tøj og anden beklædning efter corona er interessant, men ikke nødvendigvis retvisende. Lige nu går mange af os hjemme i vores egen lille osteklokke, men mon ikke det ser anderledes ud, når vi skal stå ansigt til ansigt med omverdenen, kollegaer og venner igen, siger Maria Rasmussen. 

Undersøgelsen viser også, at forbrugerne i fremtiden ”i langt højere grad prioriterer at handle i lokale butikker.” 

I dag svarer ”hver tredje dansker nemlig, at de vil prioritere lokale producenter fremover. Og det er en markant stigning, i forhold til inden coronakrisen for alvor havde gjort sit indtog i Danmark - her svarede kun 12 procent, at de prioriterede at handle lokalt.” 

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.