Flashback til Paris i 1967 ... Jacques Séguéla, doktor i farmaci, og Bernard Roux, økonom og tidligere leder af en tekstilfabrik, lander begge ad omveje på det parisiske reklamebureau Axe Publicité.

- Jeg arbejdede som journalist på Paris Match og siden France-Soir, og jeg vidste faktisk ikke rigtig noget om reklame. Men jeg var begyndt at interessere mig for kommerciel kommunikation, så da Axe ledte efter en directeur de creation – i starten bare en formiddag om ugen – søgte jeg jobbet og fik det, fortæller Jacques Séguéla.

Sammen hiver Jacques Séguéla og Bernard Roux en del kunder ind til Axe, og selv om de - da studenteroprøret i 1968 rammer Paris - er semi-aktive på hver deres side, så holder venskabet:

- Jeg var mest til at kaste lidt med brosten efter politiet, og Bernard hældte til at marchere for de Gaulle, men sammen var vi gode på bureauet. Så gode, syntes vi, at vi en dag blev enige om at bede om en ganske betydelig lønforhøjelse. 20 procent.

- De to brødre, der dengang stod bag Axe Publicité, kiggede først på hinanden, siden på os, og så sagde den ene bror, at vi kunne hente vores sidste løncheck i bogholderiet, siger Jacques Séguéla.

LÆS OGSÅ: REKLAME-LEGENDE: DATA UDEN IDE ER SOM ET GEVÆR MED LØST KRUDT.

De to håbefulde kreative forlod Axe, fandt en bistro nede på gaden, hvor de bestilte en kop kaffe.

- Bertrand sagde: Hvad gør vi nu? Jeg svarede: Vi stifter Roux Séguéla. Og det gjorde vi så.

Første opgave fik de via Jacques Séguélas far, der var røntgenlæge i Perpignan.

- Min far havde en god ven, der var politiker, og han havde gang i et projekt om at trække turister til regionen Languedoc-Roussillon. Det fik vi et lille budget til. Og med det, plus noget af vores egen opsparing, besluttede vi at lave en reklamekampagne for vores lille nye bureau.

Det var ikke helt almindelig praksis, men de to bureau-ejere indrykkede en helside i avisen Le Figaro.

Der stod bl.a.: Om 10 år er det for sent, så det er en god idé at ringe til os nu.  

- Vi fik ét eneste opkald. Det kom fra direktøren for det firma, der dengang importerede de amerikanske Mercury- skibsmotorer. Han havde lidt penge til overs på budgettet og ville gerne have en annonce i L’Express og Le Nouvel Observateur.

Hvad i himlens navn tænker I på?

På et tidspunkt havde Jacques Séguéla været journalist på Le Match, og han kunne huske, at han havde skrevet en reportage om Georges Pompidou fra Saint Tropez.

- Jeg kunne huske et foto fra reportagen, hvor Monsieur Pompidou lænede sig ud over rælingen på en yacht med en majspapir-smøg i munden.

- Og jeg tænkte: Hvis nu det skib sejler med en Mercury-motor … det ville jo være genialt. Så jeg ringer til mine gamle Match-kollegaer - og bum: Det var en Mercury.

LÆS OGSÅ: PURPOSE HANDLER IKKE KUN OM AWARDS.

Annoncen, en tekst-tung sag med præsidenten som blikfang bliver lavet og indrykket i de ønskede medier.

- Vi sender, som man skulle, et eksemplar af magasinerne til Élysee-palæet, Madame Pompidou får som den første øje på annoncen, og så bryder helvede løs. Førstedamen ringer til den daværende chef for L’Express, Jean-Jacques Servan-Schreiber, som ikke helt forstår balladen, men det gør hans kone til gengæld. Så hun ringer til mig og spørger, hvad i himlens navn vi tænker på?

Til sidst nedlægges der officielt forbud mod bladet, men de to unge bureauejere får vendt situationen til deres egen fordel.

- Jeg siger til Bernard: Jeg har en ide. Og så ringer vi til 50 venner og beder dem møde op på Gare du Nord, hvor vi hiver alle numre af magasinerne ud på gulvet og begynder at rive annoncesiden med præsident Pompidou ud af bladene. Det er ret mange blade. Men jeg havde også ringet til nationalt TV, som dukkede op og bragte et indslag. Så vi fik en del omtale.