Webinarer er ikke helt så hippe som i teknologiens unge dage, og man skal ikke have deltaget i mange af slagsen for at forstå hvorfor.

Brugervenligheden er ofte ringe, da man typisk skal downloade et program for at deltage, ligesom udbyderne ofte skal have gang i flere værktøjer for at få webinaret til at fungere med invitationer og afvikling.

Nu er den danske video-marketingplatform TwentyThree så i luften med et nyt værktøj, der skal gøre det hele meget enklere.

- Webinarer var faktisk den første form for online videomarkedsføring, men det er blevet betragtet som en kategori helt for sig selv, lyder det fra serieiværksætteren Thomas Madsen-Mygdal, der er CEO i TwentyThree, i en pressemeddelelse.

- I ti år har vores kunder beklaget sig over de værktøjer, de brugte til webinarer, og det gav os blod på tanden til at løse problemerne og lave et værktøj, som passer naturligt ind i vores video-marketingplatform, fortsætter han.

Løsningen skal også give TwentyThree et forspring på det globale marked for globale video-marketingplatforme, hvor 70 pct. ifølge TwentyThree er meget utilfredse med de eksisterende webinar-værktøjer.

Begejstring i San Francisco

Den nye løsning inkluderer online live-video med dialog med seerne, invitationer og måling af f.eks. engagement og konvertering.

En af TwentyThree’s kunder, en IT-virksomhed fra San Francisco ved navn Accelo, har testet det nye webinar-værktøj og er fuld af lovord:

- Nu kan vi bruge tiden på at skabe resultater med webinaret frem for at bruge tid på at få teknologien til at virke, lyder det fra Juan Parra, marketingchef hos Accelo.

- Vi ser hele tiden på data fra vores webinarer: Hvad engagerer folk, og hvad bør vi ændre? De data er helt vildt vigtige for vores salgs- og marketingfolk. Med integrationen til HubSpot kan vi se det hele samlet ét sted, fortsætter han.

Har åbnet et webinar-studie

TwentyThree forventer, at det nye værktøj vil øge brugen af webinarer og samtidig give selskabet en væsentlig konkurrencefordel på markedet for værktøjer til videomarkedsføring. 

Selskabet har i øvrigt i forbindelse med lanceringen etableret et webinar-studie i San Francisco, hvor virksomheder kan booke tid til at afvikle webinarer.

TwentyThree gør bl.a. opmærksom på det nye værktøj ved at sende tusindsvis af “webinar toolkits” med huskelister og planlægningsværktøj, mikrofoner og andre gadgets til marketingfolk over hele verden.

Dertil kommer en lanceringsturne til over 30 byer over hele verden.

Du kan tjekke det nye værktøj ud her