2018 var et begivenhedsrigt og til tider turbulent år for Dansk Markedsføring.

Men foreningen har det på alle måder godt, der er styr på økonomien, ligesom der lægges ambitiøse planer for fremtiden.

Det må man konkludere i kølvandet på den årlige generalforsamling, der blev afholdt torsdag 25. april.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Dansk Markedsførings adm. direktør, Thomas Wahl, fremlagde foreningens regnskab, hvor man kan læse, at årets resultat for 2018 er landet på mere end to millioner kroner mod ca. en million kroner i 2017.

- 2018 var på mange måder et turbulent år med store ændringer i organisationen. Derfor er det også ekstra glædeligt, at foreningen fortsætter den positive økonomiske udvikling, der gør os i stand til at agere mere offensivt fremadrettet i form af flere medlemstiltag og en skærpelse af vores redaktionelle profil, siger Thomas Wahl. 

I sin formandsberetning gjorde Pernille Wendel Mehl ligeledes status over 2018, der også var hendes første som bestyrelsesformand - og som har været ”fuld af forandringer”.

- Både fordi der sker forandringer i branchen, men også fordi der på de indre linjer er sket meget. Men jeg synes, at hele holdet har leveret en toppræstation. Så alt i alt er jeg meget tilfreds med 2018 og helt rolig i forhold til fremtiden. Og særligt bemærker jeg, at vi har skabt vækst i antallet af medlemmer, så vi nu totalt set har rundet 5000, siger hun.

Hvad skal der ske det kommende år?

- Vi er i gang med at udarbejde en ny 2022-strategi, der især handler om at styrke vores content og community. Det skal løfte vores forening til det næste niveau. Vi forventer at afslutte det arbejde over sommeren, hvorefter vi vil fortælle mere. Men allerede nu er jeg sikker på, at det kommer til at gøre en markant forskel for foreningen, siger Pernille Wendel Mehl.

Medlemmerne af bestyrelsen var ikke på valg. Men bestyrelsen blev udvidet med en gammel kending, da Bjarne Spellerberg, der er adm. direktør i Boye & Spellerberg, blev valgt.

Ny formand for repræsentantskabet

I modsætning til bestyrelsen var foreningens repræsentantskab på valg. Jens Thrane-Møller, adm. direktør for Marketsquare, har valgt takke af som formand. I stedet er Kirsten Dinesen, der er direktør for Frontpage PR, ny formand. 

- Dansk Markedsføring er en forening, der har til formål bl.a at fremme god og effektiv markedsføringspraksis. Den samtale og debat vil jeg gerne være med til at sætte yderligere fokus på i repræsentantskabets regi. Også for at understrege, at Dansk Markedsføring er en forening for medlemmerne. Så hvis nogle medlemmer har noget på hjertet, så ring eller send mig gerne en mail, siger Kirsten Dinesen.

Hun fortæller videre, at ”repræsentantskabets vigtigste opgave er at være medlemmernes stemme over for bestyrelsen - men også at sørge for, at bestyrelsen får støtte og inspiration til det store strategiarbejde, der er i gang.” 

- Bestyrelsen og medarbejderne har gjort et enormt stykke arbejde for at optimere alle processer i organisationen. Det betyder for repræsentantskabet, at vi fremadrettet får mere tid og overskud til flere aktiviteter. En af de vigtige ting er Commercial Excellence Prisen, der gives til de bedste hovedopgaver fra relevante uddannelsesinstitutioner. Den pris understøtter netop foreningens formål og er med til at synliggøre marketings værdiskabende rolle i samfundet, siger Kirsten Dinesen.

Næstformænd og ansvarlige for Commercial Excellence Prisen er direktør Carsten Wandorf, Fritz Schur Consumer Group og direktør Kristian Krapper fra CITNow video.

Rektor Trine Nielsen, Danmarks Medie og Journalisthøjskole, blev valgt til nyt medlem af repræsentantskabet, da Bjarne Spellerberg trådte ud og blev valgt til bestyrelsen. Derudover er Claus Gilbert Clausen, partner i Lift Relations, indtrådt i repræsentantskabet.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.