Hvad har cykler nu med whisky at gøre? Umiddelbart måske ikke så meget – nogle vil måske endda mene absolut ingenting…

Men hos den danske iværksættervirksomhed Copenhagen Bike Company og destilleriet William Grant & Sons, der står bag den skotske single malt whisky-brand Glenfiddich, mener men noget andet.

For selv om der er tale om to vidt forskellige brands inden for to vidt forskellige brancher, så har den danske startup og det 130 år gamle whisky-brand flere grundlæggende fællestræk, lyder det fra de to partnere:

For det første er begge brands født af to viljestærke og kvalitetsbevidste iværksætter-ildsjæle, som begge havde mod nok til at satse hele butikken for at udleve deres drøm.

Og for det andet går ingen af de to brands på kompromis med hverken håndværk, kvalitet eller smag: Hverken når det gælder designercyklerne fra Copenhagen Bike Company eller den skotske single malt whisky fra destilleriet i Skotland.

Forlod vellønnet job

Bag Copenhagen Bike Company står Ole Hjortlund Svendsen, der sidste sommer tog springet fra et prestigefyldt og vellønnet job som international salgschef hos Georg Jensen Danmark for at forfølge en drøm om at producere, som det hedder, ”klassiske, elegante og enkle designercykler af bæredygtig kvalitet”.

Det erklærede mål er at fremme cykelkulturen i verdens metropoler, og Ole Hjortlund Svendsen, der er CEO og idemanden bag Copenhagen Bike Company, er rigtig godt tilfreds med det nye parløb med Glenfiddich:

- Vi er meget begejstrede for samarbejdet med Glenfiddich i Scandinavian. Vi er stolte over at kunne markedsføre os sammen med en af verdens største whisky-leverandører og et premium whisky-brand, der ligesom os sætter kvalitet og godt håndværk i højsædet, siger han.

Tæt på startup-miljøet

Og på den anden side af bordet - hos William Grant & Sons-destilleriet, der står bag Glenfiddich-brandet, glæder Nordic Marketing & Communication Manager, Oscar J-T Holm, sig også over samarbejdet:

- Glenfiddichs grundlægger satsede selv alt, da han i 1887 valgte at forfølge sin drøm om lave verdens mest anerkendte skotske whisky. Derfor har vi hos Glenfiddich altid engageret os i start-up-miljøet.

Han tilføjer:

- Entreprenørånden er en del af DNA’et, og samarbejdet med Copenhagen Bike Company er et perfekt match, fordi vi også tror på, at det gode håndværk og kvalitet er vejen til succes.

Forfulgte også en drøm

William Grant tog tilbage i 1887 samme spring som Ole Hjortlund Svendsen tog i 2017: Han sagde sit trygge job op for at forfølge sin drøm om først at bygge sit eget destilleri og derefter brygge den bedste whisky.

Grant havde hustru og ikke færre end ni børn, så det var en stor familie at forsørge, og der skulle penge i kassen, så der kunne komme mad på bordet hver dag.

Med hjælp fra hele familien lykkedes det for William Grant, og han berømte destilleri er den dag i dag stadig familieejet.

Du kan besøge Copenhagen Bike Company her.