Hvordan får en virksomhed opmærksomhed ved hjælp af digital marketing i 2019?  Det har en af pionererne i den digitale marketingbranche herhjemme, Nicolas Zangenberg, et bud på:

- Nøgleordene er i dag aktualitet, personliggørelse og automatisering, siger han.

Vi møder Nicolas Zangenberg i kontorfællesskabet SoHo i København, hvor han kommer med sit bud på, hvordan man i en tid med stigende reklametræthed hos forbrugerne bør agere online.

- Jeg har været med i 20 år, hvor spillereglerne konstant har forandret sig. I dag er forbrugerne på hele tiden, og deres opmærksomhed er hele tiden blevet en mere værdifuld, men også skrøbelig, vare, siger Nicolas Zangenberg.

Han har bl.a. arbejdet med annoncering og synliggørelse for virksomheder og brands på søgemaskinen Google, i sociale medier som Facebook og via bannerannoncering. Og han har været med, siden de ”nye” marketingdiscipliner opstod.

To afgørende elementer

Selvom den digitale del af marketingbranchen set i det helt store perspektiv stadig er ung, så er det altafgørende, at virksomheder og annoncører også tænker nye tanker i sin tilgang til marketing på dette område.

Ikke mindst fordi forbrugerne i dag ignorerer langt de fleste kommercielle budskaber, de udsættes for online, mener Nicolas Zangenberg, der står bag det digitale konsulenthus Zangenberg & Partners.

Han er dermed på linje med Le Gammeltoft fra Heartbeats, der torsdag slog til lyd for, at der i en tid, hvor forbrugerne er dødtrætte af reklamer, bør tænkes på nye måder i den kommercielle kommunikation.

- Kampen om kundernes opmærksomhed online er en evig proces, der kræver både beslutsomhed og engagement. De seneste tendenser tyder på, at automatisering og personliggørelse bliver de to afgørende elementer for succes fremadrettet, vurderer Nicolas Zangenberg.

Hvordan skal forholdet mellem dem være?

- Det er svært at spå om. Det er derfor vigtigt, at man i branchen aldrig lægger sig fast på en specifik formel, siger han og fortsætter: "Der findes mange variabler i algoritmen for succesfuld digital marketing, men der findes kun ganske få konstanter. Én af dem er aktualitet. For der er kun én ting, der er helt sikker: Sætter du farten ned, så bliver du overhalet".

Den kunstige intelligens

Han fremhæver, at selvom virksomheder, bureauer og brands aldrig har haft mere information om forbrugerne, så er håndteringen af de mange data blevet så kompleks en øvelse, at det ikke nødvendigvis er en genvej til at få øget opmærksomhed.

- Det er derfor brugen af kunstig intelligens eller Artificial Intelligence (AI) har vundet frem det seneste stykke tid og vil blive ved med det, siger Nicolas Zangenberg.

AI kan bl.a. bruges til at ”knuse” den tilgængelige data og analysere sig frem til købsadfærd og søgeaktivitet for at give forbrugeren relevante anbefalinger.

- Voice Search, digitale assistenter og chatbots er alle eksempler på tiltag, der baserer sig på AI. Det kan optimere og automatisere processen og dermed jagten på kundernes opmærksomhed, siger Nicolas Zangenberg.

Det er stadig brug for kreativ magi

Han råber dog også vagt i gevær, og advarer mod, at man lader sig rive med af alle de fantastiske muligheder som bl.a. AI og automatisering byder på i virksomhedernes jagt på opmærksomhed online.

- Forbrugerne er jo også blevet meget mere bevidste om de avancerede algoritmer, end de var tidligere. Det kræver derfor kreativitet, hvis man som virksomhed skal skille sig ud i 2019, siger Nicolas Zangenberg.

Hvad består det kreative i?

- I at skabe relevant indhold. Det kan f.eks. være et Facebook-opslag, der knytter an til en aktuel sag, der kører i medierne. Eller at man i sit arbejde med SEO (søgemaskineoptimering) ikke blot nørder med søgeordsanalyser og hjemmesideevalueringer, men også får skabt godt content, som folk rent faktisk gider at læse, dele og kommentere, slutter Nicolas Zangenberg.