Nye tal fra brancheorganisationen Kreativitet & Kommunikation viser, at der i 2019 ”var en tendens til insourcing og opbremsning i virksomhedernes marketingsbudgetter.” Orchestra-direktør forventer, at de digitale investeringer vil falde yderligere i 2020. 

Ifølge organisationens Mediaindex for 2019 faldt mediebureauernes samlede medieinvesteringer med to procent i 2019 sammenlignet med 2018. Og mens outdoor og biograf voksede, så faldt investeringerne på de digitale platforme med tre procent. 

John Herup, der er adm. direktør hos Orchestra, kalder tallene for ”interessante.”

- Det mest iøjnefaldende er, at det digitale spend falder. Insourcing er nok noget af forklaringen, men jeg tror også, at GDPR har noget at sige, fordi de data, der i dag er til rådighed, er blevet dårligere, siger han. 

John Herup tilføjer: 

- Og så har der de senere år været en overinvestering i programmatic. Min fornemmelse er, at en del annoncører i dag ikke mener, at de har fået nok ud af programmatic-investeringerne. 

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Orchestra-direktøren forklarer, at han ikke tror, at programmatic vil død, men det vil finde ”et mere naturligt leje.” 

Men dermed ikke sagt at disciplinen ikke kan få det sværere fremover. 

- Cookie- og browser-begrænsninger betyder også, at programmatic kan falde yderligere, siger John Herup. 

Både når det handler om begrænsninger i brugen af især tredjepartsdata og cookiebegrænsninger i browsere står giganterne tilbage som vindere, pointerer John Herup.

- Grundlæggende er den udvikling vi ser til fordel for Facebook og Google, fordi de har den fordel, at de har så mange brugbare data i deres systemer, siger han, der dermed erklærer sig enig i flere branchefolks vurderinger.

Hvad har du af forventninger til 2020?

- På en overordnet klinge vil vi se de samme tendenser. Det digitale vil falde lidt mere, siger John Herup. 

Storpolitik spiller ind

Hos Kreativitet & Kommunikation bemærker adm. direktør Tine Aurvig-Huggenberger i en pressemeddelse, at ”de nye tal viser, at vi kan se en tendens til insourcing. Det er primært på de sociale medier, mens medieindkøbet på search rent faktisk vokser med seks procent i 2019.” 

- Dog skal man også huske på, at tallene afspejler den globale økonomiske tilstand i 2019. Det, der foregik på den storpolitiske scene, bidrog til usikkerhed på det globale marked, og dermed også i Danmark, som gjorde virksomhederne mindre villige til at investere, hvilket har påvirket hele reklamemarkedet, siger Tine Aurvig-Huggenberger.

Hos Dansk Annoncørforening erklærer adm. direktør Holger Wilcks sig enig i Tine Aurvig-Huggenbergers analyse. Han mener dog, at det er ”værd at bide mærke i, at data stammer fra mediebureauernes egenrapportering.” 

- Når virksomheder insourcer vil vi derfor se et fald i en analyse som den her uden, at det nødvendigvis er tilfældet, hvis man i stedet henter data fra medierne. Så det endelige billede får vi nok først, når Slots- og Kulturstyrelsens analyse af den samlede annonceomsætning for 2019 foreligger, siger Holger Wilcks.

SKAL DU MED PÅ SEMINARET "INSOURCING VS. OUTSOURCING? - LÆS MERE HER