Liberal Alliances Joachim B. Olsen har efter sin såkaldte gokke-annonce fået omtale i en række udenlandske medier. 

Medier som Politico, The Sun, CNN, Time og Huffington Post har således omtalt den danske politikers annonce-indrykning på pornositet Pornhub i den igangværende valgkamp.

The Suns politiske redaktør, Tom Newton Dunn, der har 125.000 følgere på Twitter, har på det sociale medie desuden delt Politicos omtale af sagen.

I den forbindelse skriver han:

- How very Scandinavian…

LÆS OGSÅ: REKLAMEBUREAUER SPILLER MINDRE ROLLER I VALGKAMPEN

Om den opsigtsvækkende annonce, der har affødt både debat og satire, er med til at sikre den tidligere kuglestøder genvalg ved valget 5. juni må tiden vise.

Ifølge en mandatprognose, som professor Kasper Møller Hansen har udarbejdet for Altinget, står Liberal Alliance ikke til at få et mandat i Københavns Omegns Storkreds, hvor Joachim B. Olsen er spidskandidat. 

Over for Politiken, der først bragte historien om annoncen, har Liberal Alliances finansordfører forklaret:

- Data viser, at mange danskere ser porno. Og vi skal jo være der, hvor danskerne, de er. Og så kunne vi jo tilmed gøre det en sjov måde. Vi synes selv, det er ret sjov

I et interview med DR har han fortalt, at han udmærket er "klar over, at nogle mennesker bliver forargede" over annoncen: 

- Man kan ikke sige noget i dag, uden at folk bliver forargede. Det tager jeg ikke særlig tungt. Dem, der kender mig som politiker, de ved, at jeg er en seriøs politiker. Men jeg har også humor. 

Joachim B. Olsen har siddet i Folketinget siden 2011.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.