Først kom persondataforordningen, der især er kendt under navnet GDPR. Nu er den næste EU-lovgivning, som vil få betydning for virksomheders markedsføring, på vej. 

- Den kan blive en ligeså stor udfordring som GDPR. I hvert fald for de meget digitale virksomheder, der har med annoncering af gøre. For den kommer til at sætte rammerne, siger Poul Noer, der er chefkonsulent i Dansk Erhverv. 

Erhvervs- og arbejdsgiver organisationen opfordrer derfor danske virksomheder til at følge med i processen, da forventningen er, at ePrivacy-forordningen - som også kaldes GDPR’s lillesøster - vil have relativ stor betydning for, hvordan virksomheder må bedrive direkte markedsføring. 

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Den overordnede ide med ePrivacy-forordningen er at sikre “respekten for privatlivet og beskyttelse af personoplysnin- ger i forbindelse med elektronisk kommunikation” i EU, hvor lovgivningen, vil skulle implementeres i alle medlemslandene. 

Hos det integrerede bureau Mindshare spår Adaptive Data Manager Gustav Silberbrandt, at den kommende EU-lovgivning vil ”få ligeså stor betydning som GDPR.” 

- Vi forventer, at det især vil have betydning, når vi taler om målretning af annoncer på Facebook og Google. Men også internt på bureauerne i forbindelse med programmatic-indkøb kan lovgivningen meget vel føre til ændringer i forhold til i dag. Præcis hvordan er dog ikke til at sige på nuværende tidspunkt, siger Gustav Silberbrandt. 

Cookies og e-mail 

Forventningen flere steder er dog, at forordningen formentlig kommer til at indeholde nye bestemmelser om virksomhedernes brug af direkte markedsføring, cookies, metadata om borgeres lokation og bevægelsesmønstre. 

Særligt spørgsmålet om brugen af cookies har udløst debat og stridigheder om, hvordan samtykke-reglerne skal se ud i fremtiden. Det har nemlig vist sig, at det er de færreste af os, der ved, hvad vi siger ja til, når vi afgiver samtykker. 

Det kolliderer med lovgivningens intention, hvorfor nogle altså mener, at man skal gå nye veje. 

- Det har været hensigten at stramme en del på cookie-fronten. Og det kan betyde, at virksomheder igen skal sætte sig ned og gennemgå området meget nøje, siger Poul Noer. 

Han tilføjer:
– Der er også lagt op til en stramning af reglerne for direkte markedsføring pr. mail. Det vil få betydning, hvis man arbejder med salg af produkter, abonnementer, ja, faktisk alle former for salg. Men uanset om vi taler om cookies, cookie walls, e-mail eller tredjepartsdata, så er det svært at sige, hvor det præcist lander. Og hvilke konsekvenser det får. 

Dansk Erhverv har tidligere estimeret, at virksomhederne brugte i omegnen af otte milliarder kroner på at blive klar til GDPR-reglerne, der trådte i kraft i maj 2018. ePrivacy-forordningen skal erstatte det tidligere e-databeskyttelsesdirektiv og fungere som et supplement til netop GDPR. 

Kommer på bagkant 

Det var oprindeligt meningen, at forordningen skulle træde i kraft samtidig med GDPR, men politikerne kunne ikke blive enige, hvorfor det altså kommer på bagkant. 

Hvornår den nye lovgivning vil være gældende fra, er også svært at sige præcist, da forordningen stadig skal et stykke vej gennem EU’s lovgivningsproces. 

Processen bliver desuden forlænget, da der skal sammensættes en ny Kommission efter Europa-Parlaments-valget. 

Fra Dansk Erhverv lyder opfordringen til danske virksomheder, at man bør følge med. Forventningen er nemlig, at omkring halvdelen af organisationens medlemmer vil blive berørt af i hvert fald dele af forordningen. 

Desuden er forventningen, at den stadig stigende digitalisering vil betyde, at flere endnu vil skulle sætte sig ind i den nye lovgivning. 

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.