Teknologi-forelskelse, den menneskelige faktor, netværk og vækst. 

De godt fem hundrede marketers, der deltog på Digital Copenhagen 2019, som onsdag løb af stablen i København, tog mange forskellige input og indsigter med hjem. 

Det var sjette gang, at konferencen, der i år havde tre overordnede temaer - growth, innovation og meaning - blev afholdt.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE OPGAVER. KLIK HER.

Ifølge dagens moderator, fremtidsforskeren Liselotte Lyngsø, bød dagen på flere spændende indsigter: 

- Jeg har fået øjnene op for, at der stadig er plads til kreativitet. Det er ikke sådan, at man kan putte det på en algoritme, siger hun.

Samtidig blev der sat en fed streg under, at virksomheder går en spændende fremtid i møde, hvor det handler om at få udviklet forretningsmodeller, der bringer virksomhederne fremad, men uden at man bliver ”for evil.” 

- Det handler om at finde en etisk balance - og samtidig bevæge sig fremad, siger Liselotte Lyngsø, der indrammer dagen og dens indsigter med følgende ord: Human centered digital innovation. 

Læs herunder hvad en række af konferencens deltagere har lært:

Anders Damgaard Fink, Digital Marketing Manager, Aura Fiber

- Jeg tager især med mig, at vi som markedsførere skal til at tænke os mere om på især Privacy-fronten, og at vi skal forholde os mere kritisk til de store marketingplatforme fremover, ellers falder det tilbage på os allesammen.

- Derudover var der indlæg omkring Growth Hacking, der har fået mig til at fundere over, om ikke også vi skal blive bedre til at kaste os ud i den type projekter.

Laura Starkey, Digital Marketing Project Manager, Windowmaster International

Jeg tager med mig fra Digital Copenhagen, at selv om de teknologiske muligheder forekommer uendelige, så skal vi huske ”The Human Factor”. 

- Ikke mindst Gerd Leonhards indlæg påpegede flere ting, som jeg vil tænke over og bruge i mit daglige arbejde. Det forekommer som en sund filosofi at følge.

Erik Bouman, Sales Consultant, DQ&A

- Jeg vil fremhæve Alistair Crolls indlæg, hvor han opfordrede til at være ”a little evil”, fordi den klassiske marketing-strategi, der bygger på de fire P’er, ikke længere nytter noget, var en øjenåbner for mig.

- Det tager jeg med mig hjem til Holland. Derudover vil jeg gerne rose netværksdelen på konferencen, som fungerede rigtigt godt.

Camilla Pelle, partner og digital direktør, Advance

- Jeg fik helt sikkert mest ud af Digital Copenhagens netværksdel, hvilket også var den primære årsag til, at jeg deltog.

- Netværksdelen fungerede – især via Brella-app’en - ret gnidningsløst og dagen i dag kan måske være med til at vækste vores forretning, hvilket jo altid er på agendaen.