Opdateret: På et splitsekund - omkring klokken 21 søndag 13. oktober dansk tid - forsvandt online-spillet Fortnite ind i et ”sort hul”.

Og to dage senere, tirsdag formiddag indtil omkring middag, viste spil-skærmen fortsat det samme sorte hul.

Uden nogen som helst forklaring fra spiludbyderen, Epic Games.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Men ifølge medier som Tech Crunch, CBS og mange andre, så er der tale om et PR-stunt – og det er den danske PR-ekspert, Mads Byder fra Help PR, heller ikke i tvivl om.

- Og det er et PR-stunt, der hører til i den ende, hvor vi godt kan tillade os at kalde det stærkt tænkt, siger han.

Mads Byder har selv børn i ”Fortnite-alderen”, og som han siger, ”så er det jo ikke kun vores børn, der taler om det her. Det gør hele familier, og ultimativt en hel verden lige nu”.

Kritisk udgangspunkt

”Hullet” kunne ved første øjekast ellers synes som en umiddelbart kritisk situation, fordi der er mange penge på spil.

Flere end 250 millioner mennesker, særligt unge teenagere, spiller dagligt Fortnite verden over, og de køber ”skins” og andre in game items for tilsammen ganske store beløb.

Så store, at Epic Games tjener kongekassen: Tre milliarder dollar – svarende til omkring 20 milliarder danske kroner – blev det til i 2018.

- Og man skal ikke være blind for, at udgangspunktet for stuntet, som jeg stadig synes er virkelig godt tænkt, formentlig er forretningskritisk, siger Mads Byder.

Men de tjener da seriøst mange penge?

- Ja, men Epic Games lancerede en opdatering for ikke så længe siden, og den blev ikke tage så godt imod, som man havde håbet. Faktisk fik den en del kritik, og den slags betyder omgående tab af momentum for denne type spil.

Tænd for strømmen - nu

Så de har været nødt til at finde på noget nyt igen?

- Ja, det er min vurdering. De har siddet og tænkt: Hvad gør vi? Og så kommer man op med det ”sorte hul”, som jo er superstærkt tænkt. Især fordi den sæson man netop har afsluttet, hedder ”The End”, siger Mads Byder.

Han er dog ikke i tvivl om, at Fortnite skal se at få tændt for strømmen igen. Nu.

- Jeg vil mene, at de skal se at få ”sat stikket i igen”. Ellers risikerer de meget hurtigt at gå fra goodwill til badwill. Og det kan blive meget dyrt i den branche.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Så hvis de var dine kunder?

- Så ville jeg sige, at stuntet skulle stoppe nu. Der er så sindssygt mange penge, rigtige penge, på spil her, så jeg mener ikke, de kan holde til at trække den ret meget længere, siger Mads Byder og tilføjer:

- Trækker de den længere, vil jeg hælde til, at de har tekniske problemer, og så kan det blive virkelig kritisk, siger han, og fortsætter:

- Men lykkes det for dem at gå live igen nu, så har de opnået det, de ville: At få mange flere – også potentielt nye spillere – til at interessere sig for dem.

Og det har Epic Games formentlig lige præcis opnået:  Spillet kan tirsdag formiddag downloades igen - altså den nye sæson - og selve spillet er også tirsdag  middag "live" igen.

Ganske som Twitter-profilen Lucas7yoshi havde forudset ...