De danske mestre og bryggerigiganten forlænger partnerskabet frem til sommeren 2026. 

Det oplyses i en pressemeddelelse. 

- Vores partnerskab med Carlsberg er særdeles værdifuldt, så vi er meget glade for den nye aftale. Den giver os en endnu stærkere fælles platform langt frem i tiden til gavn for klubben, fansene og for udviklingen af det samlede Parken Sport & Entertainment samlet set. Samtidig er det en fortsættelse af en flot fælles fortælling og rejse for to store danske fyrtårne, som vi er meget stolte af at være en del af, siger bestyrelsesformand i Parken Sport & Entertainment, Bo Rygaard, i meddelelsen. 

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Siden 1999 har Carlsberg været F.C. Københavns største partner, og det samarbejde fortætter nu minimum frem til 2026.

En væsentlig del af aftalen er at sikre endnu bedre oplevelser for alle, der kommer til events i Telia Parken, lyder det.

- Med den nye aftale forpligter vi os begge til at give fanoplevelsen endnu et markant løft med nye, store investeringer i blandt andet et integreret fanmiljø og andre fan-faciliteter. Det kunne vi ikke uden partnerskabet med Carlsberg. Et af de første skridt bliver en undersøgelse blandt vores fans omkring de ønsker, de har til oplevelsen til vores kampe, siger Katja Moesgaard, der er COO i F.C. København.

Aftalen mellem F.C. København og Carlsberg blev underskrevet på Marienlyst Strandhotel af Bo Rygaard, der er bestyrelsesformand for underholdningskoncernen Parken Sport & Entertainment, der ejer F.C. København, og Peter Haahr Nielsen, den nytiltrådte administrerende direktør for Carlsberg Danmark. 

- En central del af den nye aftale er den meget ambitiøse plan for at tiltrække yderligere fans og gøre fanoplevelsen endnu bedre. Vi vil med det samme involvere de mange passionerede fans for sammen at skabe de bedste fanoplevelser fremover. Det er et meget ambitiøst projekt, hvor vi kommer endnu tættere på fansene. Vi har en lang og stærk fælles fortælling, og den vil vi styrke og bygge videre på med nye tiltag, som fansene selv er med til at bestemme, der kan skabe store oplevelser fremadrettet, siger Peter Haahr Nielsen.

Det oplyses desuden, at ”den nye aftale sikrer samtidig Carlsbergs kvalitetsprodukter for gæsterne i både Telia Parken og Lalandia-centrene fremover.”

Økonomien bag partnerskabet fremgår ikke af pressemeddelelsen.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.