Digital Copenhagen ’18: Efterårets største konference om digital transformation, Digital Copenhagen, foregår lige nu på Tivoli Hotel & Congress Center i København.

Den blev talt i gang af to veloplagte keynote-speakere, Sean Ellis og Samuel West, der med to vidt forskellige udgangspunkter talte om de gode erfaringer og fejltagelser, som kan give alle virksomheder inspiration til at komme helskindet igennem transformationen.

Den første, Sean Ellis, ”opfandt” begrebet growth hacking, der langt hen ad vejen er et bud på fremtidens markedsføring.

Få nedsat et vækstteam. Nu.

Ellis mener, at growth hacking er nøglen til den store succes, virksomheder som Airbnb, LinkedIn og Facebook har opnået de senere år.

- Det handler om, at det er lykkedes for disse virksomheder at skabe en vækstkultur, der omfatter alle, og ikke blot de marketingprofessionelle, men også bl.a. ingeniører, designere og analytikere, lyder det fra Sean Ellis på scenen i det fyldte auditorium.

Nøglen til at få adgang til deres succes ligger derfor bl.a. i at gøre som dem og nedsætte tværgående vækstteams, der hele tiden tester og gentager aktiviteter, som fokuserer på kunderne, engagerer og motiverer dem og får dem til at komme tilbage.

Det handler altså også om evnen og lysten til at prøve nye ting af. Hele tiden.

- Lidt firkantet kan man sige: Mere test, mere vækst, siger den veloplagte taler, der bl.a. har haft fingrene i growthhacking-maskinrummet hos Dropbox og i dag driver firmaet Growthhackers.

Fejltagelser gør os alle klogere

At de så ikke altid går godt, må man tage med sig og komme videre, hvilket også lader til at være ledestjernen for dagens anden keynote-taler.

Det var Samuel West fra Museum of Failure, hvor de største produktfiaskoer gennem tiderne må lide den tort at blive udstillet.

Og det er underholdende, når Samuel West knytter anekdoter og facts til fiaskoer som Colgates frosne lasagne, Apple Newton, BIC's kvindekuglepen, Google Glass, Nokia Ngage og mange, mange flere.

Neden under ligger der dog dybere overvejelser, der bunder i Samuel Wests erfaringer som psykolog.

- Vi frygter alle at fejle, og det hæmmer utrolig mange mennesker, virksomheder og organisationer. Derfor ser jeg det også som vores opgave at få fejltagelserne frem i lyset, så vi alle kan lære af det, sagde Samuel West i sin keynote ved Digital Copenhagen 2018.