Danmark har med Lars Larsens død ikke bare mistet en af de mest markante købmænd gennem tiderne, men også en forretningsmand, hvis personlige brand har betydet uendeligt meget for Jysk, der med Lars Larsen i spidsen udviklede sig til at blive en gigantisk forretning.

Sådan lyder det fra kommunikations- og reklameprofilen Sune Bang. 

- Hans personlige brand var i høj grad med til at drive det. Han gjorde nogle ting, der var meget anderledes end andre, men han gjorde det meget kontrolleret og i øjenhøjde. En magisk del af hans fortælling er jo det modsatte af, hvad eksempelvis Simon Spies stod for. Lars Larsen havde et godt tilbud. Bum, det kunne vi forholde os til, siger han til Markedsføring. 

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Meddelelsen om Lars Larsens død blev udsendt af Jysk mandag morgen:

- Vi har i dag mistet vores far, mand og bedstefar, og Danmark har mistet en enestående købmand. Han vil blive savnet af os alle, og når vi har sørget over vores store tab, vil vi fortsat gøre vores bedste for at videreføre hans imponerende livsværk, siger Jacob Brunsborg, der er Lars Larsens søn, i pressemeddelelsen.

Lars Larsen åbnede sin første butik i Aarhus i 1979. I dag er Jysk et verdensomspændende imperium, der beskæftiger over 23.000 medarbejdere og som byder kunder velkommen i cirka 2700 butikker.

Dyne-Larsen - eller Købmanden som han også blev kaldt - blev for alvor et kendt ansigt i Danmark, da han i sidste halvdel af 1980’erne tonede frem i reklamer, hvor han sagde de velkendte ord:

- Go’daw. Jeg hedder Lars Larsen og har Jysk Sengetøjslager.

Ifølge Sune Bang var det i al sin enkelhed tæt på at være genialt. 

- Selve grebet leder tankerne hen på en amerikansk reklame-stil, hvor man kan se en bilforhandler stå og råbe efter kunder ude foran sin forretning. Lars Larsen gjorde det så bare på den mest jyske måde, man overhovedet kan forestille sig. Det var enormt stærkt – og noget vi ikke havde set før i Danmark. Det betød, at vi alle kom til at kende ham, siger han og fortsætter:

- Det var så skrabet, at det ikke fremstod kreativt. Men det var i virkeligheden meget visionært, jordnært og kreativt. Alt var skrabet væk - der var kun Larsen og tilbuddet.

I 2004 gjorde Lars Larsen sig bemærket ved at lade bogen om ham selv husstandsomdele. Den blev trykt i et oplag på 2,4 millioner eksemplarer. 

Den slags marketingstunts kan kun de færreste benytte sig af, påpeger Sune Bang, der mener, at Lars Larsen som brand og forretningsmand var et unikum:

- Jeg kan ikke nævne andre, der på samme måde har ejet 90’erne og nullerne som værende en self made man, siger Sune Bang. 

Lars Larsen blev 71 år. Sønnen Jacob Brunsborg overtog i juni posten som bestyrelsesformand i Lars Larsen Group efter sin far.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.