Markedsføring har blandt andet i artiklerne ”Bureauer slår pitch-alarm” og ”Annoncør: Der er intet reelt alternativ til kreative pitches” rettet søgelyset mod de ofte kritiserede kreative udbud, hvor reklamebureauer gør sig til over for potentielle kunder.

Ved samme lejlighed bad vi kilderne om at komme med gode bud på, hvordan kreative pitches kan blive en bedre oplevelse for alle.

Disse råd har vi samlet i nedenstående syv punkter:

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

1. KEMI-SNAKKEN

Hvis man beder landets fem bedste kreative bureauer om at komme med et oplæg, så vil kvaliteten i det kreative arbejde være nogenlunde den samme, priserne vil også være nogenlunde ens - og så er der kemien tilbage.

Rigtig mange marketingchefer har meget travlt. Og hastigheden i de forandringer, de skal levere, er skruet op. Så man kan med rette spørge: Har I overhovedet tid til en pitch, der i sidste ende af og til ender med at være et spørgsmål om kemi?

Kemien mellem bureauet og kunden betyder meget. Derfor vil det være godt for alle parter, hvis kemi-snakken blev dyrket meget mere. Skrækscenariet er, at det efter en krævende, dyr og lang pitch viser sig, at der er rigtig dårlig kemi mellem kunde og bureau. 

Under kemi-snakkene kunne man også – i en fortroligt rum – få et større indblik i, hvad kundens udfordringer og strategi egentlig er. I dag er det ofte begrænset hvor dyb indsigt bureauer får i kundernes forretninger, men det er væsentligt i arbejdet med at udvikle ideer, at man har den indsigt.

LÆS OGSÅ: BUREAUER SLÅR PITCH-ALARM

2. 48 TIMER

Efter kunden har holdt kemi-møder med måske tre bureauer, som kunden i forvejen har researchet på og derfor ved, hvilken type arbejde, der tidligere er leveret, så kunne man forestille sig, at tre bureauer blev bedt om at komme med et kreativt oplæg.

Men i stedet for både kunden og alle bureauerne bruger mange ressourcer på den samme pitch, så kunne man have konkurrencer, hvor bureauerne fik 48 timer til at komme med et del-oplæg ud fra en stram brief og nogle faste rammer, som er ens for alle.

På den måde vil man få sammenlignelige oplæg, mens bureauerne får mulighed for at vise, hvilken retning man ser for sig osv. Man vil heller ikke bruge mange kræfter på noget, som aldrig kommer ud over rampen i en kampagne. Og kører man det på denne måde, vil kunden også have flere penge til at køre kampagner for, fordi de ikke er blevet brændt af i en dyr pitch.

3. AFSÆT MERE TID

Uanset om man kører korte eller længere forløb, så vil det være godt, hvis der i virksomhederne bliver afsat mere tid. Man skal som marketingchef være bevidst om, at der ligger en del arbejde i at gennemføre en pitch.

Hvis det kreative arbejde skal ramme plet, så er briefen nødt til at være ret klar. Det forudsætter, at man har en klar ide om, hvad man vil med sit brand osv. Og hvad forestiller man sig i forhold til kanaler? Hvad er budgettet? Hvad skal bureauet egentlig bidrage med? Der er rigtig mange – svære – spørgsmål, som for ofte ikke bliver besvaret, fordi der ikke er afsat nok tid.

En del pitches har mere karakter af at virksomheden har brug for noget inspiration. Men det kan være en dyr måde at få det på. Det er også et faresignal, hvis en potentiel kunde ikke har researchet på de bureauer, som er blevet inviteret i pitch.

Hvis man ikke ved, hvad de enkelte bureauer står for eller har leveret tidligere, så vil en del af det arbejde, der bliver præsenteret, ofte være spildte kræfter - alene fordi det ikke falder i kundens smag. Hvis man nu ikke kan lide det greb, som er et bureaus signatur, så er der jo ingen grund til, at det bureau deltager i pitchen.

LÆS OGSÅ: ANNONCØR: DER ER INTET REELT ALTERNATIV TIL KREATIVE PITCHES

4. LÆR AF KONSULENTERNE

Bureauerne kunne lære rigtig meget af konsulentforretningerne. Brandet er blevet nøjagtigt lige så forretningskritisk som den digitale transformation - og det at kunne tiltrække kvalificeret arbejdskraft.

Derfor er tiden inde til, at vi en gang for alle begynder at arbejde med en lignende prissætning og tilgang til kundeforholdet. Så vidt det vides, giver man i konsulentbranchen ikke sit arbejde gratis væk – og da slet ikke inden man overhovedet ved om opgaven lander.

Men for det skal lykkes kræver det, at de allerdygtigste bureauer i branchen tænker på denne måde. Hvis det lykkes, så vil der stadig være en masse bureauer, der giver det gratis væk, men det vil så være fra en lavere hylde.

5. VÆR REALISTISK

Fra flere sider lyder der en opfordring til, at realisme rykker længere frem i vognen på såvel annoncør- som bureausiden, når der tales om kreative pitches.

For selvom der ofte kan være stor forskel på, hvad annoncører og reklamebureauer forventer af procent-fordelingen mellem tilbudsfase (pitch) og leveringfase, så er der (også blandt annoncørerne) bred enighed om, at bureauer naturligvis skal have mulighed for at drive en god forretning.

Derfor er det vigtigt, at alle får lavet sine forberedelser grundigt og får forventningsafstemt tidligt i processen.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

6. DET HANDLER IKKE (KUN) OM AT FAKTURERE TIMER

En del kreative bureauers forretningsmodel bygger fortsat udelukkende på at fakturere timer, men i hvilken kasse skal de så registrere de timer, der bruges til pitches?

Annoncører peger på, at det bør være muligt for annoncører og bureauer at finde fælles fodslag om en ny vej, da succes (for bureauerne) bedst opnås ved at investere i såvel nuværende som potentielle kunder. Annoncører opfordrer bureauer til at indse, at det er samspillet mellem produkt, kreativitet og dialog, der skaber værdi for dem – og at det er dét, bureauerne bør måle sig selv på. Og altså ikke på, hvor mange timer, de kan fakturere.

7. HENT INSPIRATION HOS DET OFFENTLIGE

Når det handler om mindre pitches på det kreative område, så er der inspiration at hente for privatmarkedet på det offentlige område.

Her er der nu mulighed for at gennemføre kreative pitches bestående af blot to eller tre reklamebureauer. Desværre er oplevelsen ofte, at mange annoncører falder ”tilbage i gamle vaner” og sender selv beskedne kreative budgetter i bredt udbud.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.