Der er ikke noget at være bange for.

Sådan lyder det i hvert fald fra iværksætter Jonathan Løw, der sammen med partneren Anders Thiim Harder står bag virksomheden og platformen JumpStory, som kombinerer copywriters med kunstig intelligens.

- Med JumpStory går vi ikke efter at gøre hverken journalister eller tekstforfattere arbejdsløse. Vi gør maskine og menneske bedre ved at udnytte styrkerne fra dem hver især, siger Jonathan Løw.

Han oplyser, at JumpStory har 10 mand fast tilknyttet virksomheden, mens flere end 100 freelancere er tilknyttet løst i forhold til at skrive tekster igennem platformen.

Flere end 200 kunder bruger allerede JumpStory, så vi har vist, hvorledes moderne teknologi kan gøre mennesker bedre til noget frem for, at det gør mennesker overflødige, lyder det fra Jonathan Løw.

Ifølge iværksætteren er han og partneren de første i Europa - og muligvis i verden - til at kombinere de ting, som dygtige tekstforfattere og journalister kan, med kunstig intelligens.

Små og mellemstore virksomheder over hele Danmark bruger platformen, når de skal have skrevet og forbedret tekster til internettet. Det kan være blogindlæg, søgemaskinetekster, annoncekampagner og meget andet, oplyser han.

Kan noget forskelligt

Hvordan kan du være sikker på, at robotterne og kunstig intelligens skaber flere job, end de lægger ned?

- Det kan man ikke være sikker på, men der er flere store studier, som begge peger fem til 15 år frem, som angiver, at der vil blive skabt flere job.

- Men det er klart, at det er en anden type af job. Man skal kunne noget andet end i dag. Rollerne kommer til at ændre sig, siger Jonathan Løw, der henviser til blandt andet PwC.

Han tilføjer:

- Tekstforfattere og journalister kan noget helt andet end robotterne kan. Så det er samspillet, der giver muligheder. Robotten kan sikre mere trafik, men ikke nødvendigvis lave en så god tekst som et menneske, siger Jonathan Løw.

Men udviklingen vel alt andet lige den konsekvens, at der er mange flere, som bliver nødt til at arbejde som freelancere – og med de usikkerheder det har?

- Ja, man vil se at flere arbejde på den måde. Det er i hvert fald mit bud, siger Jonathan Løw.

Bureauerne er i fuld gang

Han påpeger, at der i den danske bureaubranche er mange dygtige tekstforfattere og kommunikationsfolk, ligesom der indenfor den digitale verden findes bureauer, som har specialiseret sig i alt fra SEO til blogindlæg.

Men der er imidlertid ingen danske bureauer, som har udviklet egne AI-algoritmer og kombineret dette med dygtige tekstforfattere.

Hvad bliver næste skridt?

- Vi kæmper meget med at kunne forstå, hvordan Facebook- og LinkedIn-algoritmerne fungerer. Vi sætter vores algoritmer til at forsøge at knække den kode.

- Derudover lytter vi en del til de bureau-kunder, som gerne vil have en platform, hvor de kan køre deres egne tekster igennem, så de bliver klik-optimerede. Det er nok der, hvor vi kommer til at kunne gøre en forskel, siger Jonathan Løw.

Hør hvordan AI kan forbedre din digitale kommunikation. På Digital Copenhagen ’18

Analytiker: Koster arbejdspladser

Hanne Shapiro, der er selvstændig analytiker i Hanne Shapiro Futures og i årevis har beskæftiget sig med, hvordan automatisering kommer til at påvirke arbejdsmarkedet, påpeger, at automationen af jobfunktioner fører til et arbejdsmarked med flere løstansatte og deltidsjob.

Også i medie- reklame- og marketingbranchen.

- Faktum er, at teknologien er i brug, og der vil sandsynligvis komme mere. Vi har flere journalister og tekstforfattere, som ikke længere er fastansatte som en konsekvens af denne udvikling.

- Det handler blandt andet om, hvor dyb den journalistik eller de tekster, som man vil levere, er. Jo mere overfladiske de er, jo lettere er det at erstatte mennesker, siger Hanne Shapiro.

Hun mener, at det er svært i dag at vide om udviklingen på sigt vil betyde flere eller færre job.

- Men det handler også om, hvad er det for et indhold, vi som forbrugere vil have. De hurtige lette artikler, eller den dybdeborende, kritiske journalistik, hvor kunstig intelligens kan åbne op for helt nye arbejdsredskaber for fagjournalisten.

- Det samme gælder på medieområdet, hvor fængende reklametekster kan få en øget værdi for kunderne, hvis de for eksempel er koblet til kundevurderinger, siger hun.

Hanne Shapiro kalder modellen, der beskrives i denne artikel, en ”substitution - bare med en ny teknologi”.

Jonathan Løw påpeger, at det ikke bare handler om at få en masse klik.

- Det handler også om at skabe relationer og opbygge tillid. På nogle områder er det generiske indhold godt, men det er slet ikke på alle områder, og det er der mennesker kan meget i dag og i fremtiden, siger han.