Coop er en magtfuldkommen organisation. Så kontant lyder det fra keramiker Kasper Würtz, som tirsdag i Højesteret fik medhold i sagen mod netop Coop.

- Jeg har siden 2012 forsøgt at få Coop til at lade være med at bruge mine ting. Men det er bare fortsat. Jeg troede, at det var givet, at hvis man sagde nej tak, så blev det respekteret. Jeg har været oppe imod en magtfuldkommen organisation, der har brugt mange ressourcer på den her sag, siger Kasper Würtz til Markedsføring.

Coop har i tilbudsaviser igennem flere år brugt Kasper Würtz’ keramik. Men altså imod hans ønske. Tirsdag gav Højesteret ham medhold i sagen, som af Coop bliver udlagt således, at Højesteret med dommen har underkendt 40 års praksis for brug af regi-genstande i reklamefotos. 

Den udlægning giver Kasper Würtz ikke meget for:

- Det skal være sådan, at man skal spørge om lov til de ting, man bruger i sine reklamer. Det er ikke svært at spørge om lov. Du gør det med musik, billeder – så selvfølgelig gør du det også, når det handler om keramik. Jeg forstår slet ikke, at man kan være i tvivl om det, siger han. 

Han tilføjer:

- Jeg antog, at jeg kunne modsætte mig brugen af vores keramik i andres markedsføringssammenhæng. Og det har jeg nu rettens ord for, at det kan jeg godt. Det er jeg meget tilfreds med. Men det har overrasket mig, at jeg har skulle bruge så mange ressourcer på det her.

Coop skal nu betale Kasper Würtz 200.000 kroner, som følge af sagen, der har rystet dele af reklamebranchen.  Coops senioradvokat, Per Sjøqvist, afviser, at dagligvaregiganten er en "magtfuldkommen organisation".

- Vi har ingen interesse i at bruge genstande, som en designer ikke vil have, at vi bruger. For os er genstanden underordnet, da det er varen - og ikke genstanden - der skal pådrage sig kundens opmærksomhed, siger han.

Kasper Würtz henvendte sig jo allerede i 2012 til Kvickly og bad jer om at lade være?

- Ja, men hør nu lige her. Den henvendelse fløj under radaren. Hvis den var kommet videre i systemet, så var vi naturligvis holdt op med at bruge Würtz’ design i reklamefotos i Coop-regi. Den ene hånd vidste ikke, hvad den anden lavede, siger Per Sjøqvist.

Hvorfor har I så kørt sagen hele vejen til Højesteret?

- Det er fordi, den er principiel og ændrer på 40 års sædvane for brug af genstande som regi i reklameøjemed, hvilket ikke blot får konsekvenser for os, men for hele branchen.

Dommen indebærer ifølge Per Sjøqvist, at man fremover kun kan bruge masseproducerede genstande i reklamer, der ikke er beskyttet af lovgivningen, hvis designeren siger OK til det.

- Vi har endnu ikke endeligt besluttet, hvad vi gør, men en mulighed er at bruge egne mærkevarer som regi, siger Per Sjøqvist.

Coop har i øvrigt over årene opbygget en stor database bestående af godt 550.000 billeder. Den indeholder ikke et register over, hvilke regi-genstande, der anvendes på billederne, og over genstandenes ophav.

Hvad sker der med den nu?

- Den bliver mere eller mindre skrottet, da den ikke kan bruges i sin nuværende form længere. Vi må mere eller mindre begynde fra scratch, slutter Per Sjøqvist.