Kreativitet & Kommunikations adm. direktør, Tine Aurvig-Huggenberger, kommenterer nu sagen om influenten Fie Laursen, der de seneste dage har skabt debat i medierne.

- Denne diskussion er både interessant og kompleks, fordi der løber et juridisk og etisk spor i debatten, der kalder på grundig nuancering. Det etiske aspekt er i virkeligheden det, som afføder den heftige debat, som helt forståeligt får folk op af stolene og som slår igennem i medierne, siger Tine Aurvig-Huggenberger. 

Der er kommet blæst om Fie Laursen, efter hun i en konkurrence på Instagram har udloddet en valgfri skønhedsoperation på en tyrkisk klinik. På denne klinik har hun selv fået lavet et såkaldt ”brazilian butt lift.”

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Ifølge DR anbefaler Forbrugerrådet Tænk nu et totalforbud mod reklamer for kosmetiske operationer:

- Reklamer, og især konkurrencer, er en særlig stærk måde at lokke svage sjæle til at gøre noget uden at overveje, hvilke risici der er forbundet med det. Det er ikke noget, vi skal lokkes til, det er noget, vi skal tale med en læge om, siger Vagn Jelsøe, der er vicedirektør i Forbrugerrådet Tænk til mediet, som sammenligner forslaget med begrænsningerne for tobaksreklamer - og snart kviklån - i det offentlige rum.

Samtidig er Styrelsen for Patientsikkerhed i gang med at undersøge, om Fie Laursens reklamer overtræder loven om markedsføring af sundhedsydelser.

Ifølge Politiken mener sundhedsminister Magnus Heunicke (S), at det er uacceptabelt, at en influent som Fie Laursen kan markedsføre sådanne ydelser over for hendes mange unge følgere. 

- Vi ved, at influencere i kraft af deres position som rollemodeller har et stort ansvar for, at unge får et dårligt selvværd. Hvis styrelsen for patientsikkerhed kommer frem til, at der er et hul i loven, vil jeg se på om den skal laves om, siger sundhedsministeren til Politiken.

Etiske regelsæt

Hos Kreativitet & Kommunikation påpeger Tine Aurvig-Huggenberger, at man ”finder det helt naturligt at tage et medansvar for den samfundsmæssige udvikling.”

- Og derfor har vi et sæt etiske retningslinjer, der naturligvis omfatter at overholde gældende lovgivning ligesom der findes særlig regulering for markedsføring overfor børn. Det skal man respektere og overholde som den største naturlighed i verden, siger hun.

Tine Aurvig-Huggenberger understreger, at det ”for os som brancheorganisation for de kreative, rådgivende erhverv er ganske fundamentalt med politiske diskussioner af den regulering og lovgivning, vores medlemmer er underlagt.” 

- Kreativitet & Kommunikations medlemmer er jo netop kendetegnet ved en høj professionel standard, og at de respekterer gældende lovgivning. 

Om sundhedsministerens udmelding siger Tine Aurvig-Huggenberger: 

- Den politiske diskussion hilser vi velkommen, men samtidig lægger vi også op til grundig og faglig nuancering, så man får skovlen under problemet, men ikke unødigt begrænser ”kommerciel ytringsfrihed” i situationer, vi i dag ikke vil sætte etisk spørgsmålstegn ved.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.