Fra årsskiftet bør det være nok at kigge efter den røde farve på hylderne, hvis trangen til en kold Coca-Cola melder sig.

Det skyldes, at læskedrikgiganten skifter det nuværende emballage-design med cirklerne, som blev introduceret for et par år siden, ud med nyt look, hvor rød bliver den dominerende farve - uanset variant.

Det vil sige, at Zero Sugar og Light fremover skal kendes på henholdsvis et sort og et gråt låg og en sort eller grå stribe i toppen af dåser og etiketter.

Samtidig bliver den traditionelle Coca-Cola Classic fremover markedsført som Coca-Cola Original Taste.

Det er ellers ikke mere end små to år siden, at læskedrik-giganten gik ud med en stor lancering og et nyt look, men ifølge Peter Hædersdal, der er Senior Brand Manager i Coca-Cola Danmark, er designændringen en planlagt videreudvikling af det eksisterende design.

Den vigtige røde farve

- Da vi overgik til one brand i 2015 gik vi fra tre forskellige brands til at have ét samlet brand under Coca-Cola med forskellige varianter. I 2016 relancerede vi Coca-Cola Zero, så smagen lå endnu tættere på den klassiske Coca-Cola, siger han og tilføjer:

- I den forbindelse blev den røde farve mere gennemgående i vores såkaldte ”rising red disc”-design. Vi har nu taget skridtet videre og gjort næsten hele emballagen Coca-Cola-rød.

LÆS OGSÅ: TOTAL MAKE OVER TIL COKE ZERO.

Coca-Colas one brand-strategi betyder, at markedsføring, merchandise og sponsorering af Coca-Cola får fælles identitet, at alle emballager får samme Coca-Cola brand-stil.

Uanset om der er tale om brands med eller uden kalorier eller smagsvarianter med kirsebær eller vanilje.

Det nye design på Coca-Cola Original Taste og Coca-Cola Zero Sugar kan findes i de danske butikker fra 1. januar 2019. 

Fakta om Coca-Cola og den røde farve 

  • 1890: Jacob’s Pharmacy i Atlanta bruger for første gang den røde farve og gør Coca-Cola logoet rødt.
  • 1898: Coca-Cola maler sine tønder med sirup røde: En nem måde at skelne dem fra tønder med alkohol …
  • 1928: Chefen for Coca-Cola, Robert Woodruff, bruger sine erfaringer fra White Motor Company og udnytter potentialet i markedsføringen ved at standardisere den særlige røde farve for Coca-Cola.
  • 1931: Coca-Cola julemanden skabes af den svensk-amerikanske designer, Haddon Sundblom, der maler julemanden i en frakke farvet rød som Coca-Cola - i stedet for grøn.
  • 1969: Coca-Cola indfører nyt look med den velkendte bølge under logoet.
  • 00’erne: Det besluttes at gøre “Coke Red” til en gennemgående farve i markedsføringen.