En af Danmarks største erhvervsmæglerkæder Nybolig Erhverv fik sidste år nye ejere, da erhvervsmanden Erik Andersen og en række investorer købte kæden ud af Nybolig og Nykredit.

De nye ejere fastlagde en ny strategi, der bl.a. rummede et øget fokus på pensionsselskaber, fonde og udenlandske investorer. Købet satte også gang i en rebranding-proces, da kæden bl.a. skulle have et nyt navn og en ny identitet. 

Efter at have afsøgt markedet valgte de nye ejere at samarbejde med brandbureauet Clientis Aarhus-afdeling om dette. Valget faldt, ifølge Erik Andersen, adm. direktør for erhvervsmæglerkæden, bl.a. ud til Clientis fordel, da de havde ”en god evne til at sætte deres viden i spil”.

- Vi oplevede også et stort engagement i alle detaljerne omkring, hvordan vi skulle lykkes i den her nye fase. Det gjorde en afgørende forskel, lyder det fra ham i en pressemeddelelse.

Fra Nybolig Erhverv til Nordicals

Clienti oplyser, at udviklingen af det nye navn for Nybolig Erhverv og den nye identitet har været undervejs siden efteråret. 

- Det nye navn, Nordicals, skal matche kædens strategi og nye internationale selvforståelse. Navnet skal ikke blot signalere kvalitet og bæredygtighed, men også udsyn, siger Charlotte Liendgaard Vigh, direktør for Clienti.

- Det har i den sammenhæng ikke blot handlet om at tænke nyt, men også turde tænke større, hvilket også er centralt for den lanceringskampagne, der netop nu kører i hele landet, slutter hun.

Se et eksempel på den nye kommunikation her: