Da FCK i søndags tævede AGF 4-2 på eget græs i Parken, fik den 10-årige Anton, der lider af en lungesygdom, en oplevelse for livet: Han var dagens kampmaskot – ikke ved at være fysisk til stede på stadion, for det kan han på grund af sin sygdom ikke - men via en robot, der streamede lyd og billede.

Bag initiativet stod Parkens sponsor, Telia, og CMO Magnus Olin forklarer, hvorfor teleselskabet havde valgte den usædvanlige form for aktivering af sponsoratet.

- For det første var det en fin anledning til at gøre opmærksom på Børnelungefonden, som vi har indledt et samarbejde med, og så ser vi eventen som en fin anledning til at illustrere vores budskab om, at digitalisering kan gøre en forskel i samfundet på mange forskellige måder, siger han.

Robotten er udviklet af den norske start up No Isolation, som Telia samarbejder med, og de to parter har tidligere også kørt aktiviteter i samarbejde med bl.a. Rigshospitalet.

I det konkrete tilfælde har Telia doneret to robotter, mage til den der optrådte i Parken, til Børnelungefonden:

- Vi ser disse mobilteknologiske løsninger som en god mulighed for at bidrage til at mindske den sociale isolation, som mange langtidssyge børn oplever - fx når de ikke kan komme i skole eller deltage i andre sociale aktiviteter med deres kammerater.

En ekstra dimension

Projektet er kommet til verden som et samarbejdet mellem Telia, Børnelungefonden og FCK, og alle Telias platforme i Parken blev på dagen brugt til at formidle budskabet om Anton og hans robot (storskæm, LED-bandereklamer, infoskærme, stadionspeak mv.).

- Eventen skabte enorm begejstring i Parken og alle vil ”tale med” robotten, så ud over at vi fik givet Anton en fin oplevelse, så skabte vi også betydelig opmærksomhed om Telias brand, og den digitaliserings-agenda, vi gerne vil sætte fokus på, siger Magnus Olin.

FCK-stjernen Viktor Fischer havde robotten med sig på køreturen til stadion, ned i omklædningsrummet, ud på banen og efter slutfløjtet med over til fantribunen i Telia Parken for at fejre 4-2 sejren over AGF – og dermed kunne Anton via sin iPad følge med hjemmefra under hele forløbet.

Og eventyret fik yderligere en dimension om mandagen, hvor Viktor Fischer efter træning kørte til Borup på Midtsjælland for at overraske Anton med et besøg.

Hele eventen er blevet til en film, produceret af FCK TV, og Anders K. Sørensen fra Relate har været ekstern projektleder på projektet.

Filmen deles lige nu lystigt på de sociale medier - og du kan se med her.