- Der er ingen tvivl om, at samarbejdet mellem netop disse to parter (CMO’en og CIO’en, red.) bliver vigtigere og vigtigere i takt med, at der både investeres store beløb i diverse teknologier og digitale services samt, at disse kan være afgørende for at skabe touch points med potentielle kunder. 

Sådan lyder det fra Lisa Gøttler, der er Marketing & Product Director hos Kvik, og som er taler på konferencen CMO Challenges, efter Markedsføring i sidste uge fortalte, hvordan en række bureau-profiler og Agillics Chief Strategi Officer, Rasmus Houlind, så på forholdet mellem CMO’erne og CIO’erne.

- Stakeholder management har aldrig været vigtigere i rollen som CMO, og evnen til at simplificere og sælge ideer internt vokser i takt med kompleksiteten, siger Lisa Gøttler.

Sidste år var Lisa Gøttler blandt de fem nominerede til prisen som Årets CMO. I år er hun desuden medlem af det advisory board, der udvælger profilerne til The M List. 

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Hvordan supplerer de to funktioner hinanden bedst? 

- Via samarbejde og en klar forståelse af rolle- og ansvarsfordeling fra begge parters side. Begge parter skal jo gerne arbejde henimod det samme overordnede mål for virksomheden, som oftest er vækstorienteret, siger Lisa Gøttler, der fortsætter:

- Hvad kan CMO’en bidrage med? Hvad kan CIO’en bidrage med? Sat på spidsen: ”A fool with a tool is still a fool” - uanset om du ser det fra CMO’en eller CIO’ens perspektiv. 

Marketing skal drive forretning

Lisa Gøttler forklarer, at ”uden en klar strategi og retning for hvad man vil opnå med diverse MarTech-værktøjer kommer man nemt til at spilde en masse tid og ressourcer.” 

- Det svære er at finde frem til hvilke indsatser, blandt uendelig mange muligheder, som virkelig flytter forretningen. Efterfølgende går man så i gang med at undersøge, hvilke værktøjer der kan understøtte strategien, siger hun.

Der har i marketing-kredse været en tro på, at man med digitaliseringen osv. kunne indtage en mere magtfuld og central del af virksomhederne. Hvordan ser du på det? 

- Min grundfilosofi er, at marketing skal drive forretning, og dette tager sit udgangspunkt i kunderne samt et skarpt skåret koncept, som kan give unikke kundeoplevelser. I dag har forbrugerne magten - det er marketing, som er bedst til at skabe indsigter om potentielle kunder og dermed forstå dem samt til at skabe et koncept baseret på stærk storytelling, siger Lisa Gøttler. 

Hun uddyber:

- Derfor mener jeg også, at marketing bør være en central del af virksomheden, hvis man som virksomhed har ambitioner. Alt andet er bagudskuende, og jeg ville aldrig - hverken i dag eller for 10 år siden - vælge at blive ansat i virksomhed, hvor marketing ikke er en del af topledelsen. 

Hun mener videre, at i nogle virksomheder ”har den digitale udvikling helt sikkert gjort det nemmere for CMO’en at blive hørt, fordi bevisførelsen for effekten af marketing er blevet nemmere.” 

- Men hvis marketing ikke er blandt de centrale omdrejningspunkter for forretningen, tror jeg ikke, man vinder, siger Lisa Gøttler.

Konferencen CMO Challenges finder sted 18. september. 

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.