Hvad sker der, når to unge bliver sendt gennem Europa udstyret med hver sin telefon og dating-appen Tinder?

Det og mange andre spørgsmål kan danskerne få svar på i ”Zulu Swiper Europa”, som er et nyt dating- og rejseprogram, der debuterede på TV 2 Zulu i går aftes.

Her bruger de to unge medvirkende, Nicoline og Niklas, Tinder som et life hack til at få en Europa-tur lidt ud over det sædvanlige.

Programmet, der først gik i luften på TV 2’s streamingtjeneste Play og har været luftet på Zulus sociale medier, er samtidig et branded content-samarbejde, hvor teleselskabet Telia og elektronikproducenten Samsung er medafsendere på indholdet.

- ”Zulu Swiper Europa” er et eksempel på, at Branded Content på TV 2 Play kan bruges til at udfordre den gængse måde at distribuere indhold på, forklarer Sune Roland, kanalchef for TV 2 Networks.

- Serien har levet i rå form på Zulus sociale medier inden premieren på TV 2 Play, og undervejs har vi derfor kunnet gå i dialog med Zulus brugere, fortsætter han.

Skal ramme de unge

Jacob Fischer, der er chef for Branded Content på TV 2, forklarer yderligere:

- Med programmet og formatet rammer vi den unge målgruppe på en ny måde, og derfor er serien også et interessant format for virksomheder som Telia og Samsung, der har samme unge målgruppe og ser et værdifællesskab i forhold til Zulus måde at kommunikere til de unge på.

- Med kampagnen har både Telia og Samsung været synlige over for målgruppen uden at lave traditionel markedsføring, fortsætter Jacob Fischer.

Samspil med sociale medier

Det sociale medie Instagram, og særligt story-funktionen, har været koblet sammen med Play-programmerne, så Zulu via den sociale platform har kunnet interagere direkte med målgruppen.

De to medvirkende i programserien har fx brugt take overs på Zulus profil til at stille brugerne spørgsmål om alt fra rejseanbefalinger til dilemmaer i forhold til deres dates.

Det har skullet give brugerne en tættere og mere personlig oplevelse af de medvirkendes rejseeventyr.

- Vi har taget nogle chancer ved at udkomme en hel masse på forkant af en programpremiere i stedet for omvendt, siger Samantha Foltmar, Creative Team Lead, Zulu Social.

- De to medvirkende har via et plugin på deres telefoner automatisk uploadet videoklip til os i ”skyen”, mens de har været af sted, og vi har på den måde kunne klippe deres vlogs og udkomme løbende.

- Kombineret med aktiviteterne på Instagram har det været en virkelig sjov og eksperimenterende måde for Zulu at udbrede kendskabet til et program tværmedielt, fortsætter hun.

Produceret på Samsung-telefoner

Som en del af aftalen er dele af indholdet i Zulu Swiper Europa produceret på Samsungs telefoner, mens Telia har gjort det muligt for hovedpersonerne at kommunikere med brugerne løbende og bragt dem tæt på hovedpersonernes datingeventyr gennem Vlogs.

Derudover har samarbejdet gjort det muligt at brede indholdet ud, så dele af Zulus indhold er tilgængeligt på alle parternes sociale medieplatforme, på Telias hjemmeside og i Telias butikker.