I 2000 kårede avisen Financial Times den venlige og runde Michelin-mand – som franskmændene selv kalder Bibendum - til ”det bedste logo i historien”.

Den titel er der dog nok flere meninger om, men faktum er, at tyksakken har holdt skansen for Michelin-brandet gennem nu 120 år, og han fortsætter angiveligt ufortrødent indsatsen for Michelins dæk og madguider.

Michelin-manden har gennem årene haft hovedrollen på utallige reklameplakater, i film, annoncer og YouTube-videoer – og han fylder stadig godt i den franske dækgigants kommunikation – også på de sociale medier.

Som repræsentant for tidens tendenser har Michelin-mandens karakter dog udviklet sig over årene. 

Cigarer og drinks

Tilbage i 1898 optrådte han således både cigarrygende og stor-skålende på Michelin-standen ved verdens første bilmesse, Paris Motor Show, mens han i dag fremstår som en smilende og hjertelig 3D-karakter, som favner både dæk og Michelins madguider.

Således repræsenterer han i dag både Michelin Gruppen og de forskellige kommercielle enheder, herunder dæk til personbiler, lastbiler, landbrug, flyindustrien og entreprenører – ja, sågar rumfartsindustrien. 

Dertil optræder han som bekendt i forbindelse med Michelins forskellige mad- og rejseguider. 

Og der er ingen pensionsplaner i skuffen – ifølge en meddelelse fra Michelin vil figuren i årene frem få en endnu mere central rolle som ”velkendt, tillidsvækkende repræsentant for Michelin i mødet med kunderne”.

Inspireret af dæk-bunke

De fleste vil mene, at Michelin-manden ligner en stak dæk, og det var lige præcis en sådan stak, der inspirerede til figuren.

Angiveligt sagde en af stifterne, Edouard Michelin, til sin bror André, da de gik forbi en stabel dæk: Se, hvis den stak havde arme og ben, ville den ligne en mand”.

Siden blev det den franske kunstner og karikaturtegner Marius Rossillon, også kendt som ”O’Galop”, der skabte figuren, som siden er blevet et af verdens mest kendte logoer.

Og navnet Bibendum? 

Det skyldes den latinske sætning ”Nunc bibendum est”, der betyder ”Nu skal der drikkes”.

Og det er ikke en opfordring til umådeholdent drikkeri, men hænger sammen med, at Michelin på det tidspunkt havde et slogan, der hed: ”Le Pneu Michelin Boit l’Obstacle”, hvilket på dansk betyder, ”Michelin-dækket drikker (dvs absorberer/fjerner” forhindringer”. 

Er man i Frankrig kan Michelin Museet i hjembyen Clermont-Ferrand åbnet en særudstilling om figurens betydning for virksomhedens forretning gennem historien.

Se en lille film om Michelin-mandens historie her.