Det skorter ikke ligefrem på loyalitetsprogrammer, der skal få danske forbrugere til at knytte sig tættere til et detail-brand. Tænk blot på Matas, Ikea, Sportmaster eller Coop.

Nu er fødevaremarkedet Meny på banen med et nyt et af slagsen.

Omdrejningspunktet er, at initiativet, som Christian Higraff, marketing- & onlinedirektør i Meny, kalder et fordelsprogram, skal være klinisk renset for de ligegyldige tilbud, endnu et plastickort i pungen og ofte uforståelige pointsystemer.

Forbrugeren skal i stedet blot melde sig til programmet på nettet eller via en app, handle ind og betale med det tilmeldte kort. Så får han eller hun tilbud og rabatter på de varer, der er mest relevante for vedkommende.

Jo mere de ved, jo bedre tilbud

Logikken i fordelsprogrammet er, at jo flere indkøb forbrugeren lægger i Meny, jo mere relevante fordele og personlige tilbud kan den enkelte få.

- Vi vender begrebet loyalitet om. Det er os, der er loyale over for dig som kunde og giver kontant rabat på de varer, du køber mest af. Populært sagt svarer vores koncept til, at du får en personlig shopper bygget ind i dit Dankort, og hvem har ikke brug for en ekstra hånd i hverdagen? spørger Christian Higraff.

Forbrugeren kan allerede nu registrere sig til Menys fordelsprogram, som dog først går officielt i luften på søndag.

Tilmelding sker enten via en app, på meny.dk eller ved at sende en sms. Her registreres et eller flere Dankort i en sikkerhedsløsning godkendt af Nets. Forbrugerens indkøb danner så grundlag for personlige og relevante dagligvaretilbud, der sendes flere gange om ugen.

Patchwork hjælper til

Den tekniske løsning er som nævnt udviklet af Nets, og alle data samles op i en løsning leveret af Salesforce.

- Dankortet bliver nu dit fordelskort i Meny. Dermed gør vi op med de mange klubkort, som i dag fylder op i pungen. Men endnu vigtigere. Vi får nu helt nye muligheder for at skræddersy tilbud, der er relevante i forhold til kundernes personlige interesser - uanset om det er mælk eller økologisk frugt, siger Christian Higraff.

Menu har allerede slået på tromme for det nye fordelsprogram i sin egen tilbudsavis i sidste uge. Dertil kommer instore-aktiviteter – hvor kunderne bl.a. kan tilmelde sig via tablets i butikkerne – og online-aktiviteter. Disse bakkes af flere online-reklamefilm, online-aktiviteter og social media-indsats. 

På bureausiden har Meny bl.a. samarbejdet med Pachwork og Mediabrands.

Se en af de omtalte reklamefilm herunder.