Bloggers Delight-netværket, der gik i luften for otte år siden, har igen fået vokseværk - og udvider butikken med en specialiseret mikroinfluencer-afdeling.

Udvidelsen sker i takt med en voksende interesse for netop denne type influencers - meningsdannere på sociale medier med en følgerskare på mellem 1.000 og 10.000 - og til at stå i spidsen for satsningen har Bloggers Delight hentet to erfarne profiler ind i skikkelse af Nicolai Mazur og Wicki Sørensen.

Nicolai Mazur, som kommer til at være mikro influenternes primære kontaktperson, har allerede flere års erfaring med influencer marketing gennem sin egen virksomhed, Mazur Media.

Her har han som konsulent hjulpet virksomheder som Danske Bank og Forbrugerådet Tænk med udarbejdelse af influencer marketing strategier.

Også Wicki Sørensen, der kommer til at have ansvaret for den kommercielle udvikling i samarbejde med Bloggers Delights' øvrige salgsteam, har gennem flere år arbejdet med influencer marketing. Hun kommer fra en stilling som Business Development Manager hos Brandheroes, og har i øvrigt tidligere været hos Bloggers Delight.

Forskel på prisen

Bloggers Delight har tidligere afviklet mikro influencer-kampagner for brands som Jotex, Sundhedsstyrelsen og Nescafé, men nu intensiveres arbejdet med de kommercielle aspekter, således at man i endnu højere grad kan tilbyde samarbejdspartnere at aktivere mikro influencers strategisk i deres markedsføring.

-  Vi ønsker at tilbyde vores kunder en komplet 360-graders løsning inden for influencer marketing. I takt med at influencer marketing-budgetterne vokser, oplever vi en stigende interesse fra annoncørerne i forhold til at køre kampagner, hvor man kombinerer ambassadørskaber hos velkendte influencers med mikro influencers, der skal støtte kampagnerne op, siger direktør hos Bloggers Delight, Henrik Akselbo om den nye afdeling.

Han peger på, at en af de markante forskelle mellem mikro influenter og de såkaldte makro- og mega-Influenter er prisen:

- Et opslag hos en profil med 1.000 følgere er billigere end et opslag hos en profil med 100.000 følgere. Ved at aktivere mikro influenter i kampagner kan man som brand få produceret en masse content, når man eksempelvis aktiverer 25-50 forskellige profiler. Vi ser ofte at kombinationen af forskellige typer af influenter i et kampagne-setup skaber det bedste resultat, siger han.

Stort potentiale

Og både Nicolai Mazur og Wicki Sørensen glæder sig til de nye udfordringer:

- Mikro influencers er et segment med enormt stort potentiale, og jeg ser frem til at være med til at udvikle denne del af Bloggers Delight yderligere, ligesom jeg glæder mig til at arbejde tæt sammen med de talentfulde mikro influencers, siger Nicolai Mazur, der suppleres af Wicki Sørensen:

- Jeg ser frem til at opbygge en bro mellem at kombinere mikro influencers med makro samt mega influencers, for de komplimenterer hinanden enormt godt. Det giver god mening, at vi begynder at fokusere mere på at udvikle denne del, så vi på den måde kan samle det hele og skabe en one-stop-shop for vores kunder.

Nicolai Mazur er allerede startet hos Bloggers Delight, mens Wicki Sørensen tager hul på den nye stilling pr. 1. oktober.