Saxo Bank, der specialiserer sig i onlinehandel og investering, har været på hugst i Struer og hentet B&O’s Global Consumer Marketing Director som ansvarlig for en ny funktion, der skal styrke kundeoplevelsen i banken.

Han hedder Philip Wegloop, titlen bliver Chief Experience Officer (CXO) - og han får fra 1. oktober det globale ansvar for kundeoplevelsen, herunder marketing, det digitale område, PR og ekstern kommunikation samt konkurrentanalyse.

Ifølge en pressemeddelelse for at styrke ”The Saxo Experience” på tværs af værdikæden.

Oprettelsen af en CXO-funktion kommer i kølvandet på ansættelsen af Søren Kyhl som ny COO, og Philip Wegloop kommer da også til at referere til Søren Kyhl.

Den nye CXO er i øvrigt ikke ubekendt med den finansielle sektor: Før stillingen som Global Consumer Marketing Director i Bang & Olufsen var han Head of Digital Marketing og Head of Customer Insight & Market Intelligence i Nordea.

Philip Wegloop er desuden PhD i The Economics of Innovation & Technical Change fra Roskilde Universitet.