App-bureauet Nodes sætter turbo på yderligere ekspansion og har til formålet hentet Nursel Yildirim som ny General Manager. Hun kommer senest fra konkurrenten Trifork, hvor hun har været siden 2014 - senest med titel af VP.

Nursel Yildirim skal sikre fortsat vækst for Nodes og gøre virksomheden i stand til at kunne vinde de største digitale projekter herhjemme - og i samme forbindelse får Nodes’ stiftere Andreas Green Rasmussen og Daniel Højris Bæk nye roller med fokus på den europæiske ekspansion.

Samtidig ønsker virksomheden at udvide sine services til også at inkludere strategisk rådgivning inden for det digitale felt til danske virksomheder.

- Nursel Yildirim har stået på vores ønskeliste længe, så vi har haft en løbende dialog omkring mulighederne. Hun er en stærk profil, der har arbejdet med nogle af de største app-projekter herhjemme. Faktisk har vi konkurreret imod Nursel på flere af de helt store udbud de seneste år, og i nogle tilfælde tabt, siger Andreas Green Rasmussen, Partner og CEO i Nodes, og tilføjer:

- Vi har i forløbet også fået bekræftet, at vi deler værdisæt, og derudover har Nursel en meget høj faglighed. Begge dele er hjørnesten i Nodes’ DNA.

En darling i branchen

Nursel Yildirim kommer med mere end ti års erfaring inden for digital produktudvikling til mobile platforme - senest altså som en del af ledelsesgruppen hos Trifork.

Og den nyansatte chef ser frem til de nye udfordringer:

- En af de ting jeg kommer til at bidrage med, for at gøre Nodes endnu bedre gearet til at kunne drive flere enterprise-projekter, er min erfaring fra mange af de største danske app-projekter som TDC og DSB. Den erfaring kommer jeg til at sætte i spil hos Nodes, siger hun og tilføjer:

- Samtidig er det vigtigt for mig at understrege, at jeg kommer for at bibeholde den passion og energi, som Nodes er kendt for.

Nursel Yildirim fortæller videre, at hun ser store muligheder i Nodes:

- Overalt i virksomheden fornemmer man, at det er unge talentfulde mennesker, der brænder for tech, og den indstilling skal fortsat gennemsyre virksomheden. Jeg har fulgt Nodes de seneste år, og virksomheden er på mange måder en darling i branchen, som de fleste gerne vil arbejde for, og det er jeg glad for, at jeg får chancen for nu.

Et år i hidsigt tempo

Oprustningen i Danmark kommer som en del af ambitionerne om at gøre Nodes til det førende bureau inden for app udvikling i Europa, lyder det fra firmaet.

En plan, der blev sat i femte gear, da Nodes fik nye ejere tilbage i august sidste år, hvor det japanske konglomerat Monstar Lab med mere end 1.000 medarbejdere - fordelt på kontorer i Japan, Kina, Filippinerne, Bangladesh, Vietnam, Singapore, Thailand og Europa - opkøbte hovedparten af aktierne i firmaet.

Siden da har virksomheden åbnet kontorer i Amsterdam, Manchester, Prag og senest i Berlin.

- Vi har haft travlt. Ikke nok med, at vi har skulle etablere os på nye markeder, men vi har også oplevet et boom i forespørgsler på app-projekter herhjemme i Danmark. Så vi er meget stolte over, at vi har vundet flere nye store enterprise-projekter, herunder Scandlines, DMI, DOT, Stark med flere. Så Nursel kommer til en virksomhed med et stort momentum, der skal bygges videre på, siger Andreas Green Rasmussen.

Nursel Yildirim startede hos Nodes i Danmark 1. august 2018.