Orchestra-direktør John Herup fylder 50 år, og han er ikke den store fan af opmærksomhed.

Umiddelbart to lidt uforenlige størrelser - og en udfordring, når nu man gerne vil tegne et portræt af manden, der som uddannet cand.merc.mat. i 1994 landede i mediebranchen ved lidt af en tilfældighed.

- Jeg var i sagens natur vild med tal og analyser, men branchen var jo lidt umoden dengang, siger han om sine første karriereskridt.

Det er den ikke længere, og i dag er John Herup som bekendt direktør i – og medejer af – Orchestra, der i sig selv repræsenterer umiddelbart uforenelige størrelser: Et danskejet mediabureau i en branche, hvor den internationale dominans er udtalt.

Men lad os begynde med begyndelsen, hvor medierne var afsættet for John Herups karriere.

Han siger ikke ”jeg” - men ”vi”

Først i 1990'erne i TV3’s analyseafdeling, hvor han startede som studenter-medhjælper og siden blev fastansat - og hvorfra han siden blev hentet til det nuværende OMD.

I mediabureauet blev han kollega med Kim Poder, der senere gik den anden vej: Til TV 3’s ejere MTG, hvor han blev direktør.

Og med Orchestra som kunde hos MTG (i dag Nordic Entertainment Group) har Kim Poder fortsat kontakt til sin tidligere kollega:

- John Herup er godt begavet. Samtidig er han afholdt, og denne kombination er ufattelig god. Samtidig han har alle dage været beskeden. Du hører ham ikke sige ”jeg”, når der er opnået gode resultater, men ”vi”, lyder det Kim Poder, der tilføjer:

- I bund og grund er han et godt menneske, og jeg kan ikke forestille mig nogen tale dårligt om ham.

Værdier i lige linjer

Efter TV 3 kom OMD-tiden, der varede 13 år, de sidste seks af dem i direktionen. Herefter blev John Herup selvstændig konsulent.

Fra denne relativt diskrete position var skiftet markant i 2013, da Orchestra blev stiftet – med John Herup som en af ejerne og som COO.

- John var – og er – arkitekten. Der er en lige linje mellem Johns værdier og det grundlag, Orchestra er bygget på: Grundighed, ordentlighed, transparens. Det er udbredt at tale om værdigrundlag, men det er ikke noget, det er nedfældet – det er indarbejdet, takket være John, siger Thomas Huniche, der siden 2015 har været kontaktdirektør i Orchestra, og som tidligere på året blev partner i bureauet.

Et andet skudsmål lyder ”et varmt og empatisk menneske”, og det kommer fra en, der ved, hvad hun taler om.

”Han må få mine passwords”

Mona Juul var, som adm. direktør og partner i Envision, med til at etablere Orchestra i 2013 – og dermed en tæt samarbejdspartner med fødselaren.

Hun fremhæver ordentligheden hos John Herup med disse ord:

- Jeg vil til hver en tid stole på John. Han må få mine passwords og kontonummer. Min tillid er ubegrænset. Og sådan tror jeg også kunderne har det. Det gør samarbejdet nemt og enkelt – og uden bullshit.

Mona Juul tilføjer:

- En hurtig konklusion eller en masse ordgejl – det ligger fjernt fra John. Det gør det, fordi han er klog og hviler i sig selv. Johns faglighed er indiskutabel, og jeg oplever, at branchen har respekt for ham. Han er også god til at sige, hvis der er noget, han ikke ved noget om. Det er for mig en stor kvalitet at kende egen begrænsning.

Den største kompliment gemmer Mona Juul – bosiddende i Horsens og arbejdende i Aarhus – til sidst:

- John er ægte interesseret og gør ikke så meget for at gøre sig selv interessant – nærmest lidt jysk.

Dygtigt fagligt og en fornøjelse menneskeligt

Også fra kundeside fremhæves de både faglige og menneskelige egenskaber hos John Herup.

Hos Tivoli, som er blandt Orchestras kunder, kender Michala Svane, Vice President Sales & Marketing, John Herup både gennem sit samarbejde med bureauet og generelt fra branchen.

- Der er rigeligt med rådgivere, som råber højt og vil sætte retning for kunden. Der er færre, som reflekterer og har 100 procent fokus på kundens behov. John er fagligt dygtig, tilgængelig og altid inspirerende at arbejde sammen med qua sin store viden og grundige tilgang, siger hun og tilføjer:

- Samtidig er han en fornøjelse rent menneskeligt, hvor han er indbegrebet af troværdighed og ordentlighed og med begge ben solidt plantet i et stærkt værdisæt.

Ønsket om at opbygge relationer

Internt i huset slår det solide og nærmest jyske også igennem i John Herups ledelsesstil, fortæller Kim Andreasen, der er digital direktør og partner hos Orchestra

- Ambitionerne er store, tempoet er højt, men det er aldrig hektisk. Det er hverken et mål eller en norm, at man skal spise pizza på bureauet hver aften. Det er efter hans opfattelse ikke et udtryk for dynamik, siger han og tilføjer:

- John vil hellere samle på jubilæer end at have gang i svingdøren. Det bunder i et ønske – både internt på bureauet og eksternt – om at opbygge relationer og sammen gøre en forskel.

På spørgsmålet om, hvornår hovedpersonen selv mener, han er en succes, tøves der først lidt - og man kan næste høre det knage, før John Herup siger:

- Det er jeg, når det er lykkedes at udvikle en forretning, der er i harmoni med organisationen. Når vi vokser i et fornuftigt tempo - og når mine omgivelser trives.

Kan du se dig selv hos Orchestra om fem år?

- Det kan jeg helt sikkert. Vi er jo lidt som en familie, slutter John Herup, der runder det skarpe hjørne lørdag den 17. november.

Orchestra er i øvrigt vokset fra to personer i 2013 til 35 i 2018 – og fra 0 til 70 kunder.

Omsætningen står i 2018 til at lande på 200 mio. kroner.