Et af de senere års internationalt højt profilerede danske bureau-navne, Christian Budtz, vender tilbage til Danmark efter næsten tre år hos DDB i Toronto i Canada.

Han bliver dog ”i familien”, da han lander hos Nord DDB, hvor han bliver ny Strategic Director med ansvar for strategi-teamet og de strategiske produkter hos Nord DDB i København.

Her på Markedsføring har vi tidligere beskrevet først hans tiltræden som VP Strategi hos DDB i Toronto og siden forfremmelsen til Senior VP Head of Strategy samme sted, hvor han dermed blev en del af ledelsen af de 250 medarbejdere på bureauet.

Udrejsen begyndte dog allerede før Canada for snart fem år siden:

- Jeg fik i begyndelsen af 2014 en nordisk rolle i DDB, idet jeg arbejdede med McDonald’s ud fra Stockholm. Det gav mig appetit på mere internationalt arbejde. Jeg havde en drøm om at komme ud med familien. DDB i Toronto var en mulighed for at følge denne drøm, siger Christian Budtz.

Og årene har været en øjenåbner - både kulturelt og fagligt: Toronto og omegn har næsten seks mio. indbyggere, og byen er flere gange blevet fremhævet som den mest multikulturelle i verden. En karakteristik, Christian Budtz er enig i.

Dynamisk kultur

- Byen er et af Nordamerikas mest markante business-centre og et superspændende sted. I EU spørger man en tilflytter: ”Hører du til i vores kultur?”, men i Canada er mangfoldighed er del af selvforståelsen. Det giver en anden dynamik i hverdagen – og på bureauet. Her er de kreative direktører fra Argentina og Sydafrika, andre fra Asien eller det gamle DDR – nogle flygtede, med mod på en ny tilværelse, fortæller han.

På DDB i Toronto fik Christian Budtz suppleret McDonald’s med PepsiCo, og så kom Adidas på kundelisten – bl.a. med målet om at positionere brandet i ishockey i Nordamerika.

- Kundernes budgetter og rækkevidder er store. Det matcher bureauet godt. Men størrelse er både en fordel og en ulempe, for der er mange mennesker involveret hos både kunden og bureauet – flere, end vi er vant til herhjemme. Der er også flere processer, siger Christian Budtz og uddyber:

- Alle discipliner er repræsenteret under ét tag; digital, CRM, UX, PR, shopper marketing, osv. Der er en utrolig spændvidde på bureauet, og det er givende at arbejde med forskellige konstellationer. Men risikoen for silo-tænkning lurer hele tiden, og det måtte vi i ledelsen konstant have fokus på.

Undervejs fik Christian Budtz personlig anerkendelse – og han mødte også en bredere anerkendelse, som han er hurtig til at bringe videre:

Danskere tænker progressivt

- I Nordamerika og blandt de mange nationaliteter, jeg mødte, er Skandinavien virkelig noget, der lægges mærke til. Der bliver kigget i retning af København og Stockholm, fordi der sker så meget progressiv tænkning, siger Christian Budtz.

Han mener generelt, at danskere er underspillede.

- Ikke at det er et dårligt træk i sig selv, men vi bør tro mere på os selv. Vi kan tænke større, end vi selv regner med, siger han og tilføjer:

- Når vi kommunikerer inden for kreativitet og kulturelle agendaer, hvad enten det er bureauer, arkitektfirmaer eller noget helt tredje, så sætter vi mentale barrierer på for os selv. ”Arh, ka’ vi nu?” – men svaret er ja, sgu.

Og nu - godt fire år efter, at turen gik til Stockholm, og små tre år efter flytningen til Toronto - tager Christian Budtz så familien med tilbage til Danmark.

Ved en skillevej

- Vi havde improviseret og taget ét år ad gangen. Nu skulle vi gøre os nogle langsigtede overvejelser. Vores ældste barn stod foran at skulle begynde i high school. Toronto er et godt sted at være, vi var glade, men hvis vi skulle tage 3-4 år mere, så ville det reelt betyde, at vi emigrerede. Og på dén baggrund valgte vi at rejse tilbage til Danmark.

Disse overvejelser fandt sted på samme tid, som Christian Budtz havde en dialog med ledelsen af DDB i København i skikkelse af adm. direktør Thomas Erichsen og kreativ direktør Thomas Fabricius.

- Jeg blev tændt af muligheden for at være med til at repositionere DDB som Nord DDB, og jeg blev glad, da jeg så, at Andreas Dahlqvist vendte tilbage efter at have været Creative Lead for Grey New York, siger Christian Budtz om den mere faglige baggrund for at vende tilbage.

Han mener, at det danske bureau har en mere flydende måde at arbejde med kompetencer på:

- Vi er 350 personer i Norden, heraf 40 i København. På en måde større end Toronto, men med mindre tid til proces og politik. Der er en åbenhed over for samarbejder af forskellig karakter, siger han og tilføjer:

- Vi har strategiske kompetencer i København og kan hente ind fra hele Norden, når det giver mening. Vores strateger har forskellige baggrunde og arbejder sammen på tværs – også som en del af den kreative proces.