Instruktørnavnet Martin Werner er i dag både velkendt, etableret og respekteret. Også globalt.

Blandt hans mange prisbelønnede arbejder finder man fx Interflora-filmene Old Love, Odd Love og Circus Love, Jack & Jones-serien ”Made from Cool” med Christopher Walken og DNB-reklamerne med George Clooney.

Og netop nu er han aktuel med en reklamefilm for Unilever-brandet Magnum. Filmen med titlen ”Be True To Your Pleasure” er netop blevet præsenteret ved filmfestivalen i Cannes – på Magnum Beach – hvor Martin Werner selv var tilstede sammen med en gruppe af de øvrige involverede i filmen – herunder Tim Obrien, CEO på det spanske reklamebureau Lola og Sophie Galvani, global brand VP for Magnum.

Sophie Galvani beskriver i en pressemeddelelse filmen som ”en smuk illustration af Magnums personlighed…Alt hvad vi foretager os hos Magnum handler om at inspirere, hjælpe og udfordre dig til at tage det lille øjeblik af nydelse for dig selv. Uanset hvem du er.”

Martin Werner fortæller selv om processen og filmen:

– Jeg har arbejdet med Magnum i fire år, og et meget loyalt og passioneret samarbejde mellem bureau, annoncør og os som produktionsselskab skabte en dynamik og et ønske om at tænke “ud af boksen”. Og selv om denne film er meget enkel i sin struktur og ide, så repræsenterer den “det umuliges mulige” under et globalt brand, der ligesom alle andre store brands kan risikere ikke rigtigt at ville noget eller turde sige noget.

Han tilføjer:

– Lige fra dengang, hvor filmen blev optaget i Los Angeles for seks måneder siden og til nu, hvor den blev præsenteret i Cannes i sidste uge, har det været det en fantastisk oplevelse at se, hvor stolte alle parter er af projektet, samt hvad den allerede har udrettet på de sociale medier. Der ligger virkeligt hjerte og “nosser” bag det her.

Kunde: Unilever/Magnum

Bureau: Lola, Spanien – en del af Mullen Lowe Group

Produktion: Propaganda/Bacon

Instruktør: Martin Werner

Se Magnum-filmen her.