Lars Bjørn Falkenberg, Vice President & Chief Executive Officer i Charlie Tango A/S, forlader sin stilling ved årsskiftet.
Det oplyser han selv på sin LinkedIn-profil, hvor det også fremgår, at han pr. 1. januar 2020 tiltræder en stilling som Vice President & Deputy Managing Director i T-Systems Northern Europe – et datterselskab af Deutsche Telekom.
GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.
Og jagten på hans afløser er allerede i gang, oplyser Helle Huus, der er direktør i KMD og medlem af Charlie Tangos bestyrelse, i en meddelelse til Markedsføring:
- Vi er godt i gang med en lovende og grundig udvælgelsesproces i forhold til den kommende direktør for Charlie Tango, og jeg er overbevist om, at vi i løbet af kort tid vil præsentere en stærk efterfølger til Lars, siger hun i meddelelsen.
Bred erfaring
Helle Huus tilføjer:
- Jeg vil på vegne af KMD gerne takke Lars for solidt arbejde og en ægte dedikation til udviklingen af Charlie Tango. Jeg har naturligvis respekt for hans ønske om at forfølge en ny jobmulighed, og jeg ønsker ham alt godt i hans nye rolle, når han stopper i KMD-koncernen.
Lars Bjørn Falkenberg har siddet i direktørstillingen hos Charlie Tango/KMD i omkring tre år. Tidligere har han blandt andet været CEO i analysehuset Epinion og Senior VP, Strategy, Products, Sales Excellence & Marketing hos Simcorp.
Og før det Associate Director, Head of Marketing, Digital & Corporate Communications hos Nordea i Luxembourg.
GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.
Lars Bjørn Falkenberg er medlem af VL-gruppe 86.
Bureauet bag MobilePay
Bureauet Charlie Tango blev født som In2media tilbage i 1998 og var tidligt ude med at tilbyde virksomheder med at definere og gennemføre deres digitale transformationsstrategi.
Bureauet er bl.a. kendt som udviklingskræfterne bag MobilePay, som i 2013 blev lanceret for Danske Bank.
I efteråret 2016 gik In2media sammen med det kreative bureau BABY og teknologi-eksperterne i InSilico - og i 2017 købte it-giganten KMD In2media-gruppen, som herefter blev døbt Charlie Tango.
Kommentarer