Mikkel Havelund, hidtidig COO i det digitale reklame- og kommunikationsbureau Advice, foretager et jobskifte af de mere markante, da han fremover skal stå i spidsen for organisation og frivillighed i Danmarks Naturfredningsforening med ansvar for 95 lokale foreninger og fyrtårnsprojekter som Naturens Dag og Affaldsindsamlingen.

- Jeg har været i Advice i samlet over 10 år, så det var ved at være tid til at prøve noget nyt. Da muligheden for samtidig ”at kæmpe for naturen og den grønne sag” bød sig, var jeg ikke i tvivl om, at det var det rigtige, siger Mikkel Havelund.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Espen Højlund meldte i januar ud at han forlader CEO-posten hos Advice og fortsætter som arbejdende bestyrelsesmedlem, mens bureauets hidtidige Director for Branding & Marketing, Mille Klink, overtager rollen som CEO.

Mikkel Havelund understreger, at beslutningen om at forlade Advice ikke direkte har noget med Espen Højlunds farvel til CEO-posten at gøre.

- Måske har det spillet en lille rolle, at der alligevel var forandringer undervejs, siger han og fremhæver, at det snarere var en følelse af at være nået i mål med at få helt styr på processerne i bureauet. 

- Da jeg begyndte, var der heftig vækst i bureauet, og vi havde brug for at fokusere på, hvordan vi effektivt og med arbejdsglæde kunne levere høj kvalitet til kunderne. Siden fulgte GDPR-udrulningen og herefter Falck-sagens behov for at kigge på vores styring af etik og risiko, siger han. Mikkel Havelund fortsætter:

- Det har været udfordrende, men også meget meningsfulde opgaver, og nu står vi der, hvor vi har et virkeligt stærkt setup, som kalder mere på drift end på udvikling. I den kommende periode vil de interne projekter derfor naturligt glide mere i baggrunden i forhold til kundeopgaverne, der vælter ind, så det var et naturligt tidspunkt at give stafetten videre, siger han. 

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Mille Klink, CEO i Advice, nikker genkendende til det billede.

- Mikkel Havelund har virkelig bidraget til at professionalisere og strømline vores operations og processer. Det gælder alt fra fælles metode og compliance, IT-sikkerhed og GDPR til vores rekruttering, onboarding og udvikling af medarbejdere.

Hun kan også fortælle, at der ikke kommer en ny COO som erstatning for Mikkel Havelund.

- Vi har i de senere år opbygget en stærk enhed på operations og administration med effektive processer. Derfor er det helt naturligt, at de løber videre med mange af opgaverne, mens vi også fordeler væsentlige ansvarsområder i den øvrige direktion, siger Mille Klink, der også mener, at timingen skaber nogle nye muligheder.

 - Jeg er meget optaget af, hvordan vi skaber det bedst mulige arbejdsvilkår og de stærkeste løsninger for vores kunder, mens vi samtidig kan imødekomme høje krav om fleksibilitet og hastighed i leverancerne. Derfor er Mikkels jobskifte også en mulighed for mig til at dykke endnu længere ned i vores kultur og processer, så jeg er sikker på, at alt det, vi foretager os, peger i samme retning, siger hun.

Mikkel Havelund tiltræder i den nye stilling hos Danmarks Naturfredningsforening 9. marts 2020. 

Advices direktion består fremadrettet af Mille Klink (CEO), Ralf Lodberg (CCO og partner) og Ulla Elk (CFO).

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.