Sagen om fodboldspilleren Nicklas Bendtner udviklede sig fredag, da han i Københavns Byret blev idømt 50 dages ubetinget fængsel for vold mod en taxachauffør. 

Chaufføren blev idømt en bøde på 1.500 kroner, men er blevet frikendt for forsøg på vold.

Fredagens dom betyder, at 30-årige Nicklas Bendtner endnu en gang har skadet sit personlige brand. Men denne gang er vi højt oppe på alvorligheds-skalaen, vurderer Peter Horn, der er direktør i Peter Horn & Co. Management Consulting og forfatter til flere bøger om personlig branding. 

- Der er mange fodboldspillere, der igennem tiden er gået over stregen, men det her er alvorligt og skadeligt, siger han.

Nicklas Bendtner, der tidligere er blevet dømt for spritkørsel, er i forbindelse med denne aktuelle sag blevet droppet af firmaet IDhair.

Det overrasker ikke Peter Horn, der forklarer, at sponsorer "som regel går op i at dem, der bliver indgået aftaler med, kan finde ud af at opføre sig ordentligt.”

Og fredagens dom kan godt få konsekvenser fremadrettet, lyder vurderingen.

- Jeg ville være betænkelig ved at indgå et sponsorat med ham. Jeg vil se ham som en tvivlsom investering, fordi det er sådan noget som det her, der udvander værdien af et sponsorat, siger Peter Horn.

Ifølge flere medier fortsætter Nicklas Bendtner i sin norske klub Rosenborg BK. Nicklas Bendtner har anket dommen til landsretten. Udover 50 dages fængsel skal han betale 11.300 kroner til chaufføren.