Guðrið Højgaard, direktør for den færøske turistorganisation Visit Faroe Islands, er kommet på det amerikanske medie Politicos liste over de 28 personer, som forventes at "skabe, ryste og flytte" Europa det kommende år.

Tidligere har EU's konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, været med på listen, der udkommer hvert år.

I år får Guðrið Højgaard bl.a. selskab af Mattias Tesfaye, udlændinge- og integrationsordfører for Socialdemokratiet. Politico pegede på hende med udgangspunkt i Visit Faroe Islands’ kreative initiativer de senere år.

- To år i træk har smarte initiativer skaffet hendes gruppe priser ved Cannes Lions, der er marketingverdenens svar på the Oscars, lyder det bl.a. i begrundelsen.

Google-drillerier har vakt opsigt

De omtalte kampagner er for det første Google Sheep View fra 2016, hvor der blev spændt kameraer på færøske får for at kortlægge øen, når nu ikke Google ville.

Den anden var Visit Faroe Islands Translate, der brugte lokale frivillige til at skabe live-videooversættelser til færøsk i et forsøg på at få Google til at føje sproget til Google Translate-værktøjet.

Atlantic Airways var partner på indsatserne, og bureauerne bag var i begge tilfælde færøske Sansir og i den første kampagne danske Liquidminds, mens Mensch var partner på den anden.

Guðrið Højgaard er den første færing, og blot den anden person fra turisme-branchen, på listen.

Bider skeer med de store

Den første var Michael O’Learly, CEO for Ryanair, så det er tunge folk, hun bider skeer med.

- Det er utroligt at blive udvalgt til listen af Politico som den første færing, siger hun.

- Jeg dedikerer denne pris til mit fantastiske team på Visit Faroe Islands, til vores mange partnere på Færøerne og i udlandet samt til alle færinger, fortsætter Guðrið Højgaard.

Politico pegede i øvrigt på Matteo Salvini, italiensk vicepremierminister, indenrigsminister og leder af partiet Lega Nord, som næste års mest indflydelsesrige person i Europa.

Tidligere optagne på Politicos liste omfatter bl.a. også René Redzepi, grundlæggeren af Noma, og Daniel Ek, grundlæggeren af Spotify.