Udover et par sande superstjerner glimrer mange danske topchefer stadig ved deres fravær på de sociale medier.

Det viser en analyse fra medieovervågningsfirmaet Infomedia - baseret på omtale i medierne og en rundspørge til et panel af professionelle kommunikationsfolk og erhvervsjournalister. 

Superstjernen over dem alle er Grundfos’ CEO, Mads Nipper, der er den mest synlige på de sociale medier blandt de 40 topchefer, der indgår i analysen.

Gå ikke glip af dagens vigtigste nyheder – klik her.

Med 218 posts i egne kanaler er han også én af de mest aktive, og skudsmålet fra Infomedia-analysen lyder bl.a. som følger:

- Nipper skriver skarpt og ofte, og han skyr ikke væk fra den respons og debat, som er en indbygget del af hans favoritmedie, Twitter. Han er også god til at svare på henvendelser og spørgsmål, og det gør ham meget tilgængelig og troværdig, hedder det i analyserapporten, hvor bl.a. Nippers post om bæredygtighed og klima fremhæves. 

Dam og Nipper bytter plads

På andenpladsen, som ”Danmarks næstmest sociale CEO”, kommer manden, der i dette års analyse sætter sig på analysens samlede førsteplads som Årets CEO Superbrand: Jyske Bank-bossen Anders Dam.

Anders Dam er ikke mindst i mediekredse kendt for at være aktiv på de sociale meder, og i efteråret strøg han da også til tops i Aalund Researchs PR Barometer som den topleder, der ifølge danske erhvervsjournalister gør det bedst på de sociale medier. I øvrigt med Mads Nipper på andenpladsen som en af årets højdespringere.

Men i Infomedias nye analyse bytter Dam og Nipper altså plads.

- Selvom Dam er uhyre aktiv på de sociale medier og faktisk overgår Nipper i antal egne posts (225), så afspejler hans noget lavere SoMe-score både en lavere synlighed og lidt kritisk omtale på de sociale medier, hedder det i analysen, og videre:

- Så selv om Dam er den absolutte favorit i medierne, er brugerne på sociale medier altså tilsyneladende lidt gladere for Nipper. Sidste år lå de to herrer ligeledes side om side, men også dengang var engagementet hos de sociale brugere akilleshælen for Dam. 

På 3. til 5. pladsen finder man Kim Fausing fra Danfoss, Per Bank fra Salling Group og Jeff Gravenhorst fra ISS, men de halter langt bagud på SoMe-scoren i forhold til de to i toppen.

Lille indsats - stor effekt

Bemærkelsesværdigt er det, mener Infomedia, at 3., 4. og 5. pladsen slet ikke er at finde i de redaktionelle mediers Top 5:

- Det kunne vidne om, at man blot ved en lille indsats på sociale medier faktisk kan tilføje værdi til sit brand, lyder det i rapporten, hvor især PFA’s Allan Polack nævnes som et godt eksempel:

- Han har en relativt høj synlighed og earned-score i de sociale kanaler, der bl.a. giver god interaktion hos brugerne, men hans lave SoMe-score afspejler hans meget beskedne egen aktivitet, skriver Infomedia og tilføjer:

- Det er ærgerligt, at den ellers så proaktive og debatskabende CEO ikke inkluderer de sociale medier i sin kommunikative palet, når han tydeligvis allerede har et aktivt lyttende publikum, der er modtageligt for hans budskaber.

Fakta: CEO Superbrands-analyse: SoMe Top 10 (SoMe-Score)

1. Mads Nipper, Grundfos (+77)

2. Anders Dam, Jyske Bank (+53)

3. Kim Fausing, Danfoss, (+25)

4. Per Bank, Salling Group (+24)

Gå ikke glip af dagens vigtigste nyheder – klik her.

5 Jeff Gravenhorst, ISS (+23)

6. Frank Vang Jensen, Nordea Bank (+21)

7. Henrik Burkal, Rema 1000 (+17)

8. Allan Polack, PFA Holding (+16)

9. Lars Fruergaard Jørgensen, Novo Nordisk (+16)

10. Jens Birgersson, Rockwool International (+15)