Københavns Lufthavn vil i de kommende år tydeligere kommunikere den særlig samfundsmæssige rolle, lufthavnen har.

Derfor henter virksomheden Peter Goll, bl.a. tidligere Falck-direktør, S- og SF-spindoktor og adm. direktør og partner i Geelmuyden Kiese, ind i ledelsen som ny vice president og kommunikationsdirektør.

- Københavns Lufthavn er ikke kun en vigtig forretning for ejerne - herunder den danske stat - det er også vores opgave at løfte en vigtig og bredere samfundsmæssige opgave, lyder det fra Thomas Woldbye, CEO i Københavns Lufthavn, i en pressemeddelelse.

- Vi skal bidrage til at skabe vækst, vi skal bidrage til at gøre luftfart grønnere, og vi skal være en god og ansvarlig arbejdsplads for vore mange medarbejdergrupper. Den opgave har vi altid haft fokus på, men det er også på det område, hvor vi kan gøre mere i de kommende år.

- Det er derfor også glædeligt, at vi i dag kan meddele, at Peter Goll har sagt ja til at påtage sig den opgave, fortsætter Thomas Woldbye.

Goll: En spændende opgave

Peter Goll driver i dag sit eget bureau. Han har tidligere været rådgiver for toppolitikere, nordisk partner og administrerende direktør i Geelmuyden Kiese samt direktør med ansvar for borgervendte ydelser i Falck.

Derudover har han gjort sig bemærket som politisk kommentator i DR2-programmet "Jersild minus Spin".

- For mig er det her en enestående chance for at arbejde sammen med nogle meget dygtige mennesker og nogle meget ansvarlige ejere om at gøre en velfungerende virksomhed endnu bedre til at varetage og kommunikere om sin samfundsmæssige rolle, siger Peter Goll.

- Og det giver samtidig mulighed for at styrke arbejdet med det særlige ansvar som Københavns Lufthavn har for at inddrage sine interessenter i en tæt dialog om udviklingen af lufthavnen. Det er så spændende og vigtig en opgave, at jeg kun kunne sig ja tak, da jeg fik den tilbudt, slutter Peter Goll, der tiltræder den nye stilling hos Københavns Lufthavn den 1. november.