Daiga Cepele havde med en bachelor i erhvervsøkonomi karriere-blikket stift rettet mod finansverdenen, indtil hun for syv år siden flyttede fra Letland til den lille havneby Glyngøre i Salling med sin mand.

- Det var nok mere mine forældre end jeg selv, som ville have, at jeg skulle læse erhvervsøkonomi. Men jeg savnede at bruge min fantasi og være kreativ. Så da jeg efter noget tid i Danmark hørte om uddannelsen til multimediedesigner, tænkte jeg, at det lød spændende og søgte ind på uddannelsen, lyder det fra Daiga Cepele, der nu er uddannet multimediedesigner og arbejder som webdesigner på det solide bureau FS2 i købstaden Skive, der faktisk er i top-20 i Danmark hvad angår overskudsgrad.

Her arbejder hun efter endt uddannelse på Erhvervsakademi Dania primært med at udvikle hjemmesider og lave biografspots.

- Nu er jeg kreativ hver dag, og det elsker jeg. På den måde har jeg fået opfyldt min drøm. Jeg arbejder samtidig også meget selvstændig med mine opgaver, som er meget varierede, siger Daiga Cepela.

- Jeg laver alt fra at holde møder med kunder og designe logoer til at lave hjemmeside-udkast og designe en biografreklame. Der er mange bolde at holde i luften, og det skal man kunne lide for at have et job som mit, fortsætter hun.

Intens studietid

Selvom det er halvandet år siden, Daiga Cepele blev færdig med uddannelsen til multimediedesigner, var det også en tid, der gav hende de redskaber, hun bruger i dag.

- Jeg bruger alt, hvad jeg har lært fra uddannelsen. Lige fra Photoshop og InDesign til projektstyring og kodning i html. Alle dage er forskellige, fordi det er et reklamebureau, og det kan jeg godt lide. Der må gerne ske meget. Sådan kan jeg bedst lide det, siger hun.

Studietiden var indimellem en stor mundfuld, når man som hende gerne vil grave sig dybt ned i nogle bestemte fagområder.

- Det er et intenst studie. Jeg lærte meget på kort tid og brugte noget af min fritid på at dykke dybere ned i nogle af emnerne, siger hun.

Redesign til det perfekte

Praktikken var ved strategibureauet Tink-tank (Nu Rezolto) i Glyngøre, hvor Daiga Cepele lærte meget om projektstyring, men også om hjemmesider, idégenerering og konceptudvikling. Efter studiet fik hun job som markedsføringsassistent ved det lille marketingbureau A Graphic Company i Hem ved Skive, hvor hun fandt sine stærkeste sider.

- Jeg er rigtig glad for, at jeg tog springet fra økonomi til multimediedesigner, og fremtiden byder forhåbentlig på mange flere gode år i FS2, slutter Daiga Cepele.