Royal Unibrew siger farvel til Lars Mejlgaard, der siden december 2017 har været Director, Marketing, Nordic & Group Craft, i Danmarks næststørste bryggerivirksomhed.

Lars Mejlgaard bliver i stedet ny Chief Commercial Officer (CCO) i nattelivskoncernen Rekom Group, der driver flere end 100 barer, bodegaer og natklubber i Danmark, Norge og Finland.

Det fremgår af en pressemeddelelse fra Rekom Group.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Lars Mejlgaard har beklædt en række forskellige marketing-poster i over 13 år hos Royal Unibrew. Han overtog topposten fra Ilco Kwast, og før det var Stephanie Illgner nordisk marketingdirektør i Royal Unibrew.

Lars Mejlgaard har i sin Royal Unibrew-tid fulgt nøje med i den konsolidering af den nordiske nattelivsbranche, som Rekom Group har bidraget til.

- For 10 år siden var bylivet et spraglet tæppe af mange små og ofte dårligt drevne steder. Jeg har selv arbejdet i Jomfru Ane Gade i mange år som bartender og afrydder, så jeg kender skyttegravene indefra, lyder det fra ham i pressemeddelelsen, hvor han blandt andet også giver udtryk for, at ”man skal være med ude, hvor det sker, for man kan ikke gøre store ting ved at sidde bag et skrivebord”.

Bliver del af ledelsen

Lars Mejlgaard bliver en del af koncernledelsen, når han begynder hos Rekom Group per 1. januar. Her skal han blandt andet skal stå i spidsen for ”eksekveringen af dele af en storstilet strategi”, forklarer Adam Falbert, CEO i Rekom Group, i meddelelsen.

- For at indfri vores ambition, skal vi bygge bro mellem vores tre forskellige forretningsben - nemlig core business, vores digitale satsning NightPay samt brand building, og her skal vi have en CCO, der kan udforske mulighederne og dermed styrke vores markedsposition på nye fronter, siger han og påpeger, at ”ejerkredsen ikke er i tvivl om, at Lars Mejlgaard er den rigtige mand til opgaven”.

Ejerkredsen i Rekom Group består af blandt andre kapitalfonden CataCap. Royal Unibrew har ingen kommentarer til Lars Mejlgaards jobskifte.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.