Den tidligere Managing Director for Carat i Aarhus, Cecilia Jonasson, er ny direktør i Dentsu Aegis Network Aarhus.

Forfremmelsen kommer efter, at den hidtidige mand på posten i Aarhus, Ulrik Petersen, fornylig blev hentet ind som ny CEO i Dentsu Aegis Network Danmark som afløser for Mads Bredal, der fratrådte i januar.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

- Jeg er selvfølgelig meget glad og stolt over denne mulighed, siger Cecilia Jonasson om sit nye job og tilføjer, at hun ”går ydmygt til opgaven”:

- Jeg har et stærkt fagligt team omkring mig, og jeg glæder jeg mig til at arbejde sammen med teamet på tværs af bureaugruppen både i Aarhus og vores andre lokationer i Danmark.

Et bureau i vækst

Cecilia Jonasson kom første gang til Carat i 2008. Siden – i 2011 – rykkede hun til Impact, hvor hun arbejdede først som projektleder og siden som Head of Online Marketing.

I april 2014 kom hun tilbage til Carat som Digital Client Manager, hvor hun i februar 2018 overtog ansvaret for Carat Aarhus i rollen som Managing Director.

Og med sit ny job som topchef i Dentsu Aegis Network Aarhus får hun ansvaret for en forretning i vækst.

Blandt de seneste tilføjelser til kundeporteføljen er ifølge bureauets meddelelse Tulip/Danish Crown, Bolia, HiFi Klubben og thansen – og ikke mindst er samarbejdet med JYSK netop blevet forlænget. 

Også på medarbejderfronten er der vækst: Aarhus-afdelingen er på fire år gået fra 60 til 130 medarbejdere.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Flere ændringer i Aarhus

I forbindelse med at Cecilia Jonasson tiltræder som ny direktør i Dentsu Aegis i Aarhus, overtager Andreas Oue Hansen samtidig ansvaret for gruppens aarhusianske mediebureau, Carat.

Andreas Oue Hansen har været ansat i Carat siden sommeren 2019, hvor han startede som Business & Strategy Director. Forinden da arbejdede han hos GroupM i mere end syv år. 

Derudover forfremmes Flemming Kaasgaard til Managing Director for iProspect Aarhus, hvor han har været gennem de seneste godt seks år, mens Sami Morrah overtager ansvaret for Dentsus digitale trading desk-bureau, Amplifi.