Holger Wilcks, 49 år, bliver ny direktør for Dansk Annoncørforening, og han tiltræder allerede d. 18. september. Han erstatter umiddelbart Mette Dyhr, der som næstformand for bestyrelsen trådte ind som konstitueret direktør efter skilsmissen i foråret med Torben Rønler.

Holger Wilcks har i en årrække primært været kendt som marketingmand i relation til telebranchen, men han har faktisk også erfaring fra bureauer, hvor han har været omkring både Propaganda, Raffinaderiet og Bergsøe 4.

– Holger har en solid marketingerfaring fra både bureau- og annoncørsiden samt etablerede brands og start-ups. Senest har Holger arbejdet som selvstændig konsulent inden for marketing og strategi. Holger kommer således med en grundlæggende forståelse for vores medlemmers udfordringer samt et ambitiøst drive, der kan sikre udvikling af services, som skaber værdi for vores medlemmer, siger Mette Dyhr.

Det er under 1 år siden, at foreningen præsenterede Torben Rønler som ny direktør efter, at den mangeårige direktør, Otto B. Christiansen, valgte at stoppe. Men relationen mellem foreningen og Torben Rønler gik ikke, og han stoppede således igen i maj.