Quisma, der er GroupM’s digitale performancebureau, har fået ny Managing Director i skikkelse af Michael Hein Krogh.

Han afløser dermed Nikolaj Mogensen, som i december forlod bureauet til fordel for jobbet som Head of SEO hos det delvist Egmont-ejede s360.

Michael Hein Krogh har gennem de seneste tre år arbejdet for Velux som Target Group Responsible, og han har i den forbindelse været med til at sætte rammerne for globale marketing programmer og kampagner – som fx den prisbelønnede The Indoor Generation, skabt i samarbejde med & Co. og Bacon.

Dertil har Michael Hein Krogh mange års erfaring med sig fra diverse medie- og reklamebureauer, herunder bl.a. Wavemaker, Orchestra og Isobar Danmark. 

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER - KLIK HER.

Og hos Group M er der betydelig tilfredshed med fangsten:

- Michael kommer med et professionelt kunde- og forretningsudviklingsfokus, som jeg har stor tiltro til, er de rette kompetencer til at sikre og udvikle de helt rigtige løsninger til vores kunder, siger Paw Saxgren, COO GroupM Danmark og Norden i en pressemeddelelse.

Ser stort potentiale

Quisma blev sat i verden for knapt seks år siden og består i dag af 35 medarbejdere. Bureauet arbejder både for GroupM’s øvrige bureauer og via direkte kunder. 

Særligt det sidste er blevet en voksende forretning de seneste år og et sted, hvor man forventer yderligere udvikling, og den nye Managing Director ser et stort potentiale i bureauet:

- Det er et bureau, som er vokset hurtigt, og som består af en stor talentmasse, der evner at konvertere kompleksiteten i de mange digitale muligheder ned til præcis rådgivning over for kunderne, siger Michael Hein Krogh i pressemeddelelsen om sin nye arbejdsplads.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER - KLIK HER.

Han tilføjer, at han glæder sig over at være tilbage i GroupM regi:

- Jeg har de seneste år siddet på den anden side af bordet hos Velux og glæder mig nu til at tage de erfaringer med ind i mit arbejde hos Quisma.  

Quisma har i Danmark kontorer i København og Aarhus, og bureauet løser digtiale marketing-opgaver for bl.a. Nordea, Hummel, Expedia og Bodylab.