Kreativitet & Kommunikations direktør, Tine Aurvig-Huggenberger, er blevet valgt som formand for den europæiske reklamebranche i paraplyorganisation EACA – European Association of Communications Agencies i Bruxelles.

Det oplyser brancheorganisationen i en pressemeddelelse. 

- Jeg er rigtig glad for valget som formand, for der er masser af utroligt vigtige emner, som rækker langt udover nationale interesser, for eksempel e-Privacy og intellektuelle ejendomsrettigheder. Derudover er den internationale og i særdeleshed europæiske interessevaretagelse uhyre vigtig for branchen, og på tværs af de europæiske grænser udgør vi et samlet talerør, der er en helt afgørende faktor, når det gælder kommerciel ytringsfrihed, siger Tine Aurvig-Huggenberger i meddelelsen. 

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Det oplyses, at hun varetager formandsskabet parallelt med sit arbejde i Kreativitet & Kommunikation.

Om den europæiske formands-opgave siger hun videre: 

- Det er vores medlemmer og branchen, der former budskaber og sikrer, at de når ud til borgere, vælgere og forbrugere, og derfor er vi under politisk bevågenhed og underlagt regulering. Mit arbejde i EACA skal være med til at beskytte branchens interesser over for Europa-Parlamentet og Europa-Kommissionen og tydeliggøre, at vi er en del af løsningen, når det handler om regulering af branchen.

EACA – European Association of Communications Agencies består af reklamebureauer, medier, kommunikations-, branding-, digital- og PR-bureauer samt de nationale brancheforeninger fra cirka 30 europæiske lande. EACA repræsenterer mere end 2.500 organisationer, der direkte beskæftiger mere end 120.000 mennesker, oplyses det. 

Ifølge meddelelsen skal Tine Aurvig-Huggenberger som formand arbejde tæt sammen med direktøren for den belgiske brancheforening ACC, Johan Vandepoel, som er blevet valgt til næstformand for de europæiske brancheforeninger i EACA.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.