Det er en erfaren herre og et kendt navn i branchen, der har ladet sig headhunte til stillingen som ny kreativ direktør på bureauet Brandhouse.

Navnet er Joachim Rosenstand, og han har de seneste år dels arbejdet med sit eget bureau Storyland og dels med uddannelse af unge kreative som adjunkt på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. 

Tidligere har han været kreativ direktør hos bl.a. Republica, Young & Rubicam, Rosenstand & Kyllebæk og J. Walter Thompson.

Og nu overtager han så stafetten som kreativ direktør hos Brandhouse fra Mikkel Elung, som har ønsket at holde en pause fra reklamebranchen for at forfølge en række ønskeprojekter som selvstændig.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Hvorfor vender du tilbage til bureaubranchen igen?

- Nogle gange kommer der bare en mulighed, som kan være svær at sige nej tak til. Og selvom jeg er rigtig glad for min tid på DMJX, kunne jeg ikke sige nej til en bureaugruppe, som, jeg synes, har nogle rigtig stærke strategiske og kreative kompetencer.

- Og en ejer, som har et klart billede af, hvad der forventes af et kommunikationshus i fremtiden – og som er klar til at investere, hvad der skal til for at leve op til forventningerne. Derfor sagde jeg ja tak.

Skal håndtere tværfaglighed

Hos Brandhouse er gruppens ejer, Stiig Binggeli, naturligt nok også godt tilfreds med at kunne byde Joachim Rosenstand velkommen på bureauet:

- Joachim er en meget dygtig og erfaren konceptmager, og udover at løse egne opgaver vil han også få et ledelsesmæssigt fokus på at finde stærke konceptudviklere og sammensætte unge talentfulde teams, siger han i en pressemeddelelse.

Og ikke mindst dén del af jobbet ser Joachim Rosenstand selv spændende perspektiver i.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

- Jeg skal bruge mine erfaringer fra mange år med kreativ ledelse og undervisning, til at sikre, at Brandhouse også i fremtiden har stærke kreative kræfter, siger han og tilføjer:

- Nye kreative bliver i dag uddannet til at kunne håndtere en tværfaglighed, hvor de ikke kommer med ideer, for blot derefter at kopiere dem ud på forskellige medier. De tænker konceptuelt og integreret, og det stiller krav.

Hvilke krav?

- Blandt andet at de kreative er i stand til at ”teame op” med PR-folk, digitale udviklere, producere eller strateger. Og de kreative skal "gide" forretningsforståelse.

- Og fordi Brandhouse Gruppen har mange specialkompetencer, er det en god platform for at få det bedste ud af tværfagligheden. Det er bl.a. det, jeg skal hjælpe til med at få udnyttet fuldt ud.

Farvel til de unge – og goddag igen

Gennem de seneste to år har Joachim Rosenstand været adjunkt på DMJX på uddannelsen Kreativ Kommunikation og har dermed været tæt på ”de nye kreative generationer”.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

- Det har været en fantastisk oplevelse. Jeg føler selv, jeg har været studerende og lært rigtig meget. Der har været tid til fordybelse og udvikling af nye metoder til bl.a. idégenerering. 

- Og det har været en gave at arbejde med den kommende generation af dygtige kreative konceptmagere. Jeg kommer til at savne alle de studerende og min dygtige ”makker” Jesper Hansen. 

Men helt slipper du ikke de unge?

- Nej, heldigvis. Hos Brandhouse kommer vi fremover til at tilbyde praktikpladser til DMJX-studerende, og jeg kommer også til at hente nye kreative ind. Allerede nu er vi på jagt efter et ungt team og en erfaren tekstforfatter.

Ny COO er også på plads

Samtidig med, at Brandhouse har hentet Joachim Rosenstand ind, har man også fået en ny COO i skikkelse af Thomas Hedegaard, som dermed får det overordnede ansvar for integrering og koordination af bureauets ressourcer.

Thomas Hedegaard har været hos Brandhouse siden 2015 som Client Service Manager – tidligere har han været hos DDB og CO/PLUS, ligesom han har erfaring fra kundeside, som marketingchef for Telia og Robert Bosch.

Brandhouse Gruppens øvrige kreative ledelse består af Peter Zimmerman, der er Retail Creative Director, Jacob Karne, der er Creative Director i gruppens digitale bureau Subsero, samt Kristin Brandt, der er Creative Director i Bessermachen DesignStudio.