En af Danmarks kendte bureauledere, Pia Tandrup, der har været CEO hos Ogilvy Danmark gennem syv år, rykker pr. 1. oktober teltpælene op og bliver ny Country Manager hos Facebook.

Det bekræfter hun i en mail over for Markedsføring.

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

Pia Tandrup afløser dermed Daniel Käfer, som tilbage i april på LinkedIn meddelte, at han forlod stillingen som Country Manager hos Facebook, da han ønskede at ”tage en pause for sig selv og sin familie”. 

Bred erfaring

Samlet set har Pia Tandrup været i Ogilvy-gruppen i mere end 13 år. 

Før hun kom til Ogilvy Danmark som CEO, var hun således gennem mere end fem år Managing Director hos bureaugruppens brand activation-bureau, Geometry Global - i Danmark OgilvyActivation.

Tidligere har hun desuden været på Bates og McCann.

Pia Tandrup har en Master i Økonomisk Markedsføring fra CBS og er desuden uddannet i WPP-koncernens egne rækker – blandt andet med en ”mini-MBA” inden for organisatorisk ledelse. 

Skal være spydspids

Pia Tandrup ønsker ikke at kommentere sit jobskifte yderligere, da hun lige nu har en række opgaver hos Ogilvy, som hun er i gang med at ”færdiggøre og overlevere bedst muligt”.

Så præcist hvad Ogilvy-direktørens nye stilling hos Facebook går ud på, står dermed indtil videre hen i det uvisse, men mediet Computerworld fortalte tidligere i år, at stillingen var kategoriseret under ”sales & marketing”. 

GÅ IKKE GLIP AF DAGENS VIGTIGSTE NYHEDER. KLIK HER.

I jobopslaget dengang hed det blandt andet, at lederen "skal være spydspids i selskabets strategiske relationer med globale brands, agenturer og partnere for Facebooks annoncerings-platform.”

Afløser er fundet 

Pia Tandrup afløses af Morten Frederiksen, der hentes hjem til Danmark fra en stilling som Managing Director hos Ogilvy Health UK.

Han har gennem de seneste to år stået i spidsen for at integrere digital, branding og PR- aktiviteterne i Ogilvys’ health forretning - og i almindelighed drive en vækst agenda.

Med jobskiftet vender han i øvrigt på flere måder ”hjem”: Før han blev hentet til Storbritannien, var han var han Managing Director hos Ogilvy Healthworld gennem godt fem år.