Da den dansk/svenske instruktørduo Storm/Hansen, der består af Tue Walin Storm og Michael Hansen, mødte hinanden på filmskolen AFI i Los Angeles blev kimen lagt til en international karriere med virksomheder som Ford, Jaguar, Vodafone, og Pirelli på kundelisten.

Derudover er det blevet til musikvideoer for bl.a. Eminem, The Raveonettes og Trentemøller.

Tidligt i karrieren slog de sig sammen med den prisvindende danske instruktør Nicolai Fuglsig, som de blandt andet co-instruerede kampagner for Heineken, heriblandt Cannes Lions-bronzevinderen ”The Hero”, og Acura sammen med.

- Vi har været i dialog med drengene de sidste par år om et eksklusivt samarbejde i Norden. Det er derfor med de største forventninger, at vi nu endelig kan melde ud, at en aftale er faldet på plads, siger Mads Marstrand, partner og Creative Producer i Uitch Iscratch.

Vil skubbe til det danske reklamemarked

Storm/Hansen er desuden repræsenteret af produktionsselskabet Radical Media i USA og UK samt Agent Zoo i Europa og Asien.

- Vi har valgt Uitch Iscratch på grund af deres store passion for oprigtigt at skubbe til det danske reklamemarked, lyder det i kor fra instruktørduoen.

- De er konstant på udkig efter nye måder at producere kvalitetsfilm på, og deres engagement kan mærkes hele vejen fra toppen til bunden af organisationen. Deres professionalisme minder om det, vi kender fra vores samarbejdspartnere i udlandet, slutter de.